Susanne Bier står for en af årets mest ventede serier i form af thrilleren ‘The Undoing’, der har Nicole Kidman og Hugh Grant i hovedrollerne.
HBO Nordic har netop løftet sløret for seriens nye premieredato, der falder 26. oktober efter en corona-udskydelse, samt en ny ildevarslende teaser.
Nicole Kidman spiller den succesfulde psykolog Grace Sachs, som lever et perfekt overklasseliv i New York med sin hengivne mand (Hugh Grant) og elskede søn (stortalentet Noah Jupe).
Men et par uger inden Graces karriere kulminerer med en prestigefyldt bogudgivelse, styrter hendes verden sammen, da hun pludselig står over for et voldsomt dødsfald og hendes mand forsvinder. Gruopvækkende afsløringer pibler op til overfladen.
Teaseren giver endnu et glimt af Sofie Gråbøl, der spiller dommeren i den retssag, som vikler Grace ind i et stort mediecirkus, der leder tankerne hen mod David Finchers ‘Gone Girl’.
‘The Undoing’ er skrevet af ‘Big Little Lies’-forfatteren David E. Kelley. Susanne Bier instruerer samtlige seks afsnit.