Det er snart to år siden, at Peter Madsen blev idømt livstid for at mishandle, dræbe og partere den svenske journalist Kim Wall i den selvbyggede ubåd, Nautilus, i august 2017.
Lige siden Ubådssagens begyndelse har raketbyggeren kun erkendt sig skyldig i usømmelig omgang med lig. Men det er tilsyneladende slut nu.
Det skriver Discovery Network i en pressemeddelelse, hvor de fastslår, at Madsen indrømmer mordet på Kim Wall for første gang i den nye true crime-dokumentar ’De hemmelige optagelser med Peter Madsen’, som kan ses på Dplay.
Serien tager udgangspunkt i op mod 20 timers materiale fra telefonsamtaler mellem journalisten Kristian Linnemann og Peter Madsen. Ifølge Discovery Networks siger Madsen blandt andet følgende under samtalerne: »Der er ikke noget med, hvis skyld det er. Det er min skyld, hun døde. Og det er min skyld, fordi jeg begik forbrydelsen. Det er alt sammen min skyld«.
Linnemann suppleres i serien af to eksperter, retspsykiater Henrik Day Poulsen og tidligere souschef ved Rigspolitiets Rejsehold Kurt Kragh, som analyserer og kommenterer på Madsens nye udtalelser.
Over de seneste år er der blevet produceret en række film og serier, som går bag den stærkt omtalte mordsag, blandt andet TV2-serien ‘Efterforskningen’, der får premiere senere på måneden.
I dokumentaren ’Ubådssagen – hele historien’ kunne man desuden følge, hvordan politiet og anklagemyndigheden kæmpede med Madsens konstant skiftende søforklaringer i retten. Og tidligere på året trak Netflix dokumentaren ’Into the Deep’ tilbage, da flere af de medvirkende, som arbejdede med Madsen på hans iværksætterprojekter op til mordet på Kim Wall, deltog i filmen mod deres vilje.
Første afsnit af ’De hemmelige optagelser med Peter Madsen’ kan streames gratis på Dplay fra i dag. De resterende fire afsnit følger over de næste uger.