Endnu en film er aflyst, men denne gang ikke på grund af corona.
Netflix-dokumentarfilmen ‘Into the Deep’ om Peter Madsen og mordet på Kim Wall fik stor ros efter premieren på Sundance-festivalen tidligere på året, men siden har flere af de medvirkende sagt, at de er med i filmen mod deres vilje.
Og ifølge The Guardian – baseret på en kilde tæt på Netflix – har det nu ført til, at Netflix har taget filmen af premierekalenderen.
Filmen er lavet af australske Emma Sullivan, der i et år havde arbejdet på en dokumentar om den danske ubåds- og raketbygger Peter Madsen, da han i august 2017 dræbte journalisten Kim Wall på bestialsk og uhyggelig vis. Det ændrede selvsagt filmen radikalt, og ’Into the Deep’ følger ikke mindst de medarbejdere omkring Madsen, der blev efterladt i chok, efter de ufattelige nyheder kom frem.
Men to af dem føler, de er blevet misbrugt af filmskaberne, og frygter, at filmen kan forværre de traumer, de lider af efter de grufulde begivenheder. Anja Olsen skrev i januar på Twitter:
Siden uddybede hun sine holdninger i et interview med Filmmagasinet Ekko. Derudover har en anden medvirkende protesteret over for Netflix, men også filmens fotograf har trukket sin støtte til filmen.
Om ‘Into the Deep’ er så betændt, at Netflix helt undlader at distribuere den, vides endnu ikke. Man kan forestille sig, at den kan få premiere i en omklippet version.