Tea Lindeburg debuterer som spillefilminstruktør og manuskriptforfatter med det stjernebesatte periodedrama ’Høst’, der er baseret på den danske romanklassiker ’En dødsnat’ af Marie Bregendahl fra 1912.
Filmen skildrer en dansk familie i en brydningstid på en gård i Jylland i slutningen af 1800-tallet, set fra 14-årige Lise (Flora Ofelia Hofmann Lindahl), hendes faster (Stine Fischer Christensen) og farmors (Lisbeth Dahl) synspunkt.
Lise er den ældste i en søskendeflok på otte og skal netop til at starte i skole, da hendes mor går i en skæbnesvanger fødsel, der ender med at blive en kamp imellem liv og død. På en nat går Lise fra barn til voksen, hvor hun må påtage sig ansvaret for sine yngre søskende.
Flora Ofelia Hofmann Lindahl fik sin skuespildebut med hovedrollen i ’Landet af glas’ og kan snart opleves i hovedrollen i DR-dramaserien ’Ulven kommer’, som får premiere 11. oktober.
Også Thure Lindhardt og Ida Cæcilie Rasmussen er på rollelisten som Lises forældre, og de får selskab af blandt andre Emma Rosenzweig, Jesper Asholt, Albert Rudbeck Lindhardt og Cyron Melville.
Tea Lindeburg gjorde sig først bemærket som en af værterne på filmprogrammet DR2 Premiere. Hun er uddannet instruktør fra Super16 i 2006.
Hun har desuden skabt den kommende danske Netflix-serie ’Equinox’, der er baseret på hendes egen DR-podcast ’Equinox 1985’, så der er god grund til at håbe, at der nu venter hende et stort gennembrud.
’Høst’ optages lige nu på Fyn og er planlagt til premiere i oktober 2021.