‘Landet af glas’: Dansk elver-fantasy adresserer fremmedfrygt, venskab og sorg
Ulven kommer! Eller er det elverne? Uanset hvem indvandrerne i den jyske skov er, forholder de lokale sig skeptisk i den danske børnefantasyfilm ‘Landet af glas’, som er en fin allegori over næstekærlighed og menneskets frygt for de(t) fremmede.
12-årige Jas (Albert Rudbeck Lindhardt) bor alene med sin far (Esben Dalgaard Andersen), efter moren er død af kræft et par år forinden. Jas sørger stadig og isolerer sig fra skolekammeraterne med vennen Isak (Arien Takier) som eneste undtagelse. Faren er lastbilchauffør, og da han kører på en længere tur, er Jas helt overladt til sig selv i det rustikke og afsides nedlagte gartneri ved skoven.
En dag hører han mærkelige lyde fra laden, hvor han finder en ældre kvinde og en pige på sin egen alder i mærkeligt tøj, der gemmer sig. Jas inviterer dem indenfor og lærer dem at kende som Neia (Flora Ofelia Hoffmann Lindahl) og Alva (Vigga Bro), der er elverere på flugt fra krybskytter. Inden længe dukker to hemmelige agenter op og begynder at stille spørgsmål. Hvor længe kan Jas beskytte sine nye venner?
Børneværtduoen Marie Rønn og Jeppe Vig Find instruktørdebuterer på, hvad de selv beskriver som et »fokuseret budget«, og vi er da også ovre i den socialrealistiske gren af fantasygenren. Det er indholdsmæssigt fint, men filmen kunne godt bruge lidt mere visuelt schwung for at løfte sig. Det er småt med effekter, og elverkostumerne ser noget hjemmestrikkede ud. Til gengæld har fotograf Sine Vadstrup Brooker skabt nogle utroligt flotte, drømmende billeder fra skoven og det vildvoksende gartneri, som Jas har lavet om til en labyrint af fælder. Filmen har en fin melankolsk, lidt uhyggelig stemning hjulpet på vej af Jonas Strucks nostalgiske musik.
Albert Rudbeck Lindhardt er glimrende som sjælfulde og indesluttede Jas og suppleres fint af Arien Takiar fra ‘Iqbal’-filmene, der giver humor, energi og varme til rollen som muntert sidekick. Jeg blev grebet af venskabet mellem de to. Isak er ganske vist lidt træt af, at Jas hellere vil lege med sine barnlige fælder end spille computer med pigerne i klassen, men stiller alligevel loyalt op, som man fornemmer, at han har gjort gennem hele Jas’ sorgproces. I det hele taget er sorgen over moren og savnet efter sin kærlige, men fraværende far fint og følsomt skildret. »Det er TO ÅR siden, din mor døde«, påpeger en uforstående lærer, men nu er det at miste sin mor jo ikke noget, man bare lige kommer sig over.
Forholdet mellem Jas og Neia var jeg knap så begejstret for. Budskabet om at være åbne over for fremmede mennesker i nød er fint, og Neia er bestemt værd at redde. Men hun er også en lidt irriterende miniudgave af manic pixie dream girl-klichéen, der danser excentrisk ude i regnen og kun eksisterer for at åbne for Jas’ følelsesliv.
Kort sagt:
Børneværterne Marie Rønn og Jeppe Vig Find debuterer overbevisende med socialrealistisk elver-fantasy om sorg, venskab, næstekærlighed og frygt for det fremmede. Børneskuespillet er fint, fotograferingen stemningsfuld, og filmen har masser af hjerte. Jeg glæder mig til at se, hvad instruktørerne kan lave på et lidt højere budget.