Hvis du gik og troede, at du var verdens største Adam Sandler-fan, kan du godt tro om igen.
Kæmpefanen Eloy Lugo har tilbragt intet mindre end 638 timer på at se Sandler-film på bare et år.
Eksperimentet var en markering af Sandlers 51-års fødselsdag 9. september 2017, hvor Lugo besluttede sig for at se en Sandler-film om dagen gennem 365 dage. Et år, som han på Twitter har kaldt ’#YearOfSandler’.
I anledning af Sandlers rolle i den aktuelle komediegyser ’Hubie Halloween’ bad Netflix Lugo skrive et essay, hvor han beskriver sin kærlighed til skuespilleren:
»Jeg var ni år gammel, da jeg så min første Adam Sandler-film«, skriver Lugo og fortsætter:
»Hver fredag tog min bedstemor mig og mine søskende med i biografen efter skole. En sen vinterdag i 1995 fik hun os til at se ’Billy Madison’. For min fjerde-klasse-hjerne var det perfekt. Billy var fjollet og underlig, sød og velmenende. Han efterlod flammende lorteposer på en fremmed veranda, men ville også ringe til en highschool-klassekammerat, som han havde mobbet, for at undskylde for sin opførsel. Sanders skildring af karakteren, der sidder fast i sine ungdomsår, blev udført så godt, at jeg straks blev fascineret af skuespilleren og har været det siden«.
Som en hyldest til ‘Billy Madison’ har Lugo tatoveret ’Rirruto’ på sin arm, og til hans bryllup dansede ham og hans kone til ’Grow Old With You’ fra ’The Wedding Singer’.
Ifølge Lugo kan Sandlers bedste skuespilpræstation findes i Netflix-dramaet ’Uncut Gems’ fra sidste år. En film, som vi i vores anmeldelse kvitterede med hele fem stjerner og kårede som den bedste film i første halvdel af 2020.
’Hubie Halloween’ kan ses på Netflix.