Forventningerne er store til Amazons kommende slaveserie ‘The Underground Railroad’, som har ingen ringere end ‘Moonlight‘-skaberen Barry Jenkins i instruktørstolen. Nu er første klip ude, og selvom det ikke byder på meget handling, så sætter det i den grad scenen for et højintenst racedrama.
I klippet er en stor forsamling afroamerikanere samlet i en stor bygning. De står side om side i tavshed med alvorstunge blikke i øjnene, mens kameraet langsomt svæver henover forsamlingen til tonerne af et dramatisk stykke klassisk musik.
Der er noget i gærde.
‘The Underground Railroad’ er en filmatisering af Colson Whiteheads Pulitzer-vindende roman af samme navn. Romanen følger to slaver, som i det 19. århundrede flygter fra deres slaveejere i håbet om at finde friheden nordpå.
‘The Underground Railroad’ er Jenkins’ første store serieprojekt. Med sig i ryggen har han Jihan Crowther, som har arbejdet sammen med forfatter Whitehead om at skrive romanen om til en serie.
På skuespillersiden udgør Thuso Mbedu, Chase W. Dillon, Aaron Pierre, og Joel Edgerton seriens hovedaktører.
En premieredato på ‘The Underground Railroad’ er endnu ikke offentliggjort, men vi kan godt regne med, at det bliver engang i 2021.