’Hvorfor snakker vi ikke om mig?’: To danske komikertalenter har fantastisk passiv-aggressiv timing i ny DR-satireserie
De sociale medier har gjort meget godt i forhold til at forbinde mennesker, men det har også skabt en kultur, der handler om at sætte sig selv i fokus som den sol, resten af verden helst skal kredse om.
Og det er den kultur, DR’s nye satire-satsning ’Hvorfor snakker vi ikke om mig?’ tager under kærlig behandling.
Serien er lavet af komikerduoen FLÆS, bestående af Mette Søndergaard Nielsen og Sofie Jo Kaufmanas. Det er en videreudvikling af et koncept, som komikerduoen startede i 2017 i en teaterforestilling.
Hvert af seriens seks afsnit starter med, at en kvinde stikker hovedet ud ad vinduet fra sin mondæne københavnerlejlighed og spørger vejen om råd til alt imellem himmel og jord – fra rejsetips til ny mand – som man gør på for eksempel Facebook og Twitter. Det er måske ikke det mest originale take, men det er tilpas absurd og sætter en god tone for resten af afsnittene.
Det er tydeligt at mærke, at Mette Søndergaard Nielsen og Sofie Jo Kaufmanas er vant til at spille over for hinanden, og kemien imellem de to er det, der får serien til at fungere. Særligt scenerne, hvor de konkurrerer mod hinanden om opmærksomhed, er velfungerende. De har begge en fantastisk passiv-aggressiv, deadpan-komisk repliklevering. Som i rammefortællingen, hvor en studievært på et ’Go’ aften Danmark’-agtigt talkshow voksenmobber den anden studievært.
Der er ligeledes masser af genkendelige øjeblikke fra dagligdagen, som stressede møder med veninderne, når man ikke kan finde mere end et par minutter sammen i en travl hverdag, eller akavede indkøb med en aggressiv tøjbutiksekspedient.
Det er alt sammen rigtig fint og sjovt. Jeg var faktisk så godt underholdt, at jeg blev helt ærgerlig, da jeg nåede slutningen af sidste afsnit. Og sådan skal det jo være.
Man kunne dog godt have ønsket sig lidt mere bid i komikken. Mange af deres jokes ligger lige til højrebenet. Satiren kunne have skåret dybere. Som de faktisk gør med den ekstremt cringeværdige Instagram-influencer Alberte (helt perfekt spillet af Sofie Jo Kaufmanas), der bryder alle grænser for, hvad man skal dele med sine følgere. Sketchen sætter ting i perspektiv på en sjov og absurd måde.
Serien bringer mindelser om ’Portlandia’s satiriske håndtering af hipster-kulturen, og man kunne godt havde ønsket sig, at serien turde gå ud på det samme overdrev som i Fred Armisen og Carrie Brownsteins Comedy Central-serie.
Men ’Hvorfor snakker vi ikke om mig?’ er stadig bare rigtig dejligt selskab.
Kort sagt:
’Hvorfor snakker vi ikke om mig?’ er en sjov og underholdende omgang sofaunderholdning, når man er blevet træt af at høre på folk, der hele tiden siger »mig, mig, mig«.