Ifølge Letitia Wright arbejder Marvel på en ’Avengers’-film, der udelukkende omfatter de kvindelige Marvel-karakterer.
Det kunne ’Black Panther’-stjernen berette om i et interview med Yahoo, hvor hun afslørede, at hun tilmed ser det som et fuldkommen uundgåeligt projekt.
»Jeg tror ikke, vi skal kæmpe for det«, siger hun. »Det er kun et spørgsmål om tid, før de går i gang med projektet«, fortsætter hun og nævner, at særligt Marvels vicepræsident Victoria Alonso kæmper for sagen, med opbakning fra Marvel-boss Kevin Feige.
Letitia Wright optrådte sidste gang i Marvel-universet, da hun var med i ’Avengers: Endgame’, hvor hun i en omtalt scene blandt andet kæmpede i fællesskab med de øvrige kvindelige superhelte.
I interviewet kunne Wright desuden fortælle, hvor meget det betyder for hende at spille den indflydelsesrige rolle som T’Challa aka. Black Panthers søster Shuri.
»Det har altid været min store drøm at spille en person, der ikke kun har indflydelse på sorte kvinder, men også kvinder over hele verden og unge mennesker«, siger hun og fortsætter:
»At kunne have en kombination af mennesker og publikum, der er så begejstrede og taknemmelige for Shuri, er en god følelse. Jeg har lyst til at bidrage til noget positivt i verden«.
Man må dog formode, at projektet ligger en del år ude i fremtiden, da Marvel som bekendt har et tæt pakket program for de næste par år.