(Smid videoen på i full screen for at få det rigtige format)
Det er altid en begivenhed, når Anders Thomas Jensen er klar med en ny film, og fem år efter ‘Mænd og høns’ sker det så endelig, når ‘Retfærdighedens ryttere’ får premiere lige før jul.
Manden bag ‘Blinkende lygter’, ‘De grønne slagtere’ og ‘Mænd og høns’ sædvanen tro allieret sig med nogle af dansk films største stjerner i form af Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas, Nicolas Bro og Lars Brygmann.
Den første teaser for filmen er netop landet, og her er det netop de fire gæve mænd, der slår pjalterne sammen i et ambitiøst togt for at hævne den enes kone. I teaseren bliver der fyret oneliners, skydevåben og knytnæver afsted, så man ikke er i tvivl om, at det er en Anders Thomas Jensen-film. Og Mads Mikkelsen er stylet med bar isse og skæg, så han ligner en blanding af instruktøren selv og Roland Møller, som i øvrigt også medvirker i filmen.
Den officielle synopsis lyder sådan her:
»Den udstationerede militærmand Markus (Mads Mikkelsen, red.) må tage hjem til sin teenagedatter Mathilde, da hans kone dør i en tragisk togulykke. Det ligner en tilfældighed, indtil matematiknørden Otto dukker op med sine to excentriske kollegaer Lennart og Emmenthaler. Otto var selv passager på det forulykkede tog og er overbevist om, at nogen må stå bag. Som indicierne hober sig op, står det klart for Markus, at det måske var et nøje orkestreret attentat, som hans kone tilfældigt blev offer for«.
‘Retfærdighedens ryttere’ rammer biograferne 17. december.