Den slovenske instruktør Mitja Okorn får sin engelsksprogede debut med det romantiske drama ’Life In A Year’, hvor Cara Delevingne og Jaden Smith indtager hovedrollerne som et ungt tragedieramt kærestepar.
Som traileren giver en appetit på, følger vi i filmen de to vidt forskellige teenagere Isabelle og Daryn, der bliver ramt af en stormende forelskelse. Alt ånder fryd og gammen, indtil Isabelle fortæller, at hun kun har et år tilbage at leve i på grund af en kræftdiagnose. Daryn satser derfor alt på at give hende alle livets store oplevelser på et år.
Jaden Smith, der som bekendt er søn af Will Smith, er formentlig bedst kendt for sin hovedrolle i ’The Karate Kid’-genindspilningen fra 2010, og sidenhen har han blandt andet spillet med i ’After Earth’, ’The Get Down’ og ’Skate Kitchen’.
Topmodellen Delevingne har haft fart på i de seneste par år, hvor hun har haft roller i film som ’Her Smell’, ’London Fields’, ’Valerian and the City of a Thousand Planets’ og ’Carnival Row’.
Will Smith og Jada Pinkett-Smith fungerer som executive producers, og foruden Smith og Delevingne indgår blandt andre RZA, Nia Long og Cuba Gooding Jr. på rollelisten.
’Life in a Year’ forventes at få premiere 27. november på Amazon Prime – om det også gælder den danske udgave af tjenesten er usikkert.