’The Get Down’: Luhrmanns flamboyante æstetik knækker karaktererne i Netflix’ dyreste serie

1970’ernes monumentale samfundsgnidninger mellem USA’s arbejderklasse og bygge- og børsspekulanters galoperende storhedsvanvid, New Yorks pulserende musikindustri og racesplittelse i forstæderne spejler på mange måder vor tids amerikanske politiske klima og aktuelle betændte uroligheder i Guds eget land.

Årtiet udgør dermed ikke overraskende en varm kartoffel i underholdningsindustrien, der senest har genbesøgt 1970’erne i så forskellige serieproduktioner som Martin Scorseses vingeskudte ’Vinyl’, ’Fargo’s sublime anden sæson og, indledningsvist, den fremragende dokumentar ’O.J.: Made in America’.

Nu præsenterer ingen ringere end den filmiske teatermaestro over dem alle, australske Baz Luhrmann (’Moulin Rouge!’, ’The Great Gatsby’), så sit hæsblæsende DJ-spin på slut 70’ernes Bronx med udgangspunkt i en musikalsk fortælling om hiphoppens arnested under the last days of disco i 1977, produceret af rapperen Nas og hiphoplegenden Grandmaster Flash (som også portrætteres i serien).

Det er et rasende spændende emne for en serie med albuerum til at folde tidsbilledet ud over 12 timelange afsnit. Men det er også en aparte smeltedigel af tematiske modsætninger og højtflyvende kunstneriske ambitioner, der her mødes under Luhrmanns karakteristisk visuelt flamboyante MTV-instruktion.

’The Get Down’ følger den unge highschool-elev Ezekiels (Justice Smith) dannelsesrejse fra retningsløs ordekvilibrist til rapper in spe i Bronx’ krigshærgede ghetto, hvor rivaliserende bander sætter ild til natten (og den halve bydel), og kokainen sner på discodansegulvet.

Sammen med den glorificerede graffitikunstner, DJ-wannabe og gangster-stik-i-rend-dreng Shaolin Fantastic (Shameik Moore, iført pletfri røde Puma-sneakers og en tidlig version af Michael Jacksons ’Thriller’-læderjakke) finder Ezekiel sit kald i den spirende hiphopkultur.

Men ynglingen må kæmpe for at forene musikdrømmen med sin kærlighed til klassekammeraten Mylene (underskønne Herizen F. Guardiola), som selv aspirerer til at blive den næste Donna Summer på trods af sin præste-fars forbudsbestemte religionsfanatisme.

Både Bronx og Ezekiels teenagehjerte står i flammer i den historisk varme sommer i 1977, og ulykkelig ungdomskærlighed er som bekendt en Luhrmann-specialitet, vi tidligere har set udfoldet smittende overbevisende i filmene ’Strictly Ballroom’, ’Romeo og Julie’ og ’Moulin Rouge!’ (og knapt så overbevisende i ’The Great Gatsby’).

I ’The Get Down’ vakler romancen desværre anderledes urealistisk grundet hovedrolleskuespillernes professionelle begrænsninger, men kærlighedsplottes ujævne servering er blot ét af seriens mange tonale problemer, der udstiller Luhrmanns bedste og værste tendenser som legesyg genrebryder, hvis enorme stilistiske armbevægelser ofte drukner tiltagene til mere alvorstung miljøskildring samt de velspillende voksne karakterer i visuelle pasticher og prætentiøse oneliners (der sendes flere oder til 70’ernes martial arts-mani!).

Kombinationen hiphop og disco på et bagtæppe af brutalt samfundskaos og klasseforskelle (igen noterer man sig et af instruktørens favoritemner) er selvsagt en våd musicaldrøm for romantikeren Luhrmann, som med ’The Get Down’ imidlertid har formået at stable en rendyrket musicalscenografi på benene med overraskende få reelle sange til at forløse det sprøde soundtracks utrætteligt lovende crescendoer.

’The Get Down’ er uomtvisteligt fascinerende i al sin 70’er-kitchede farveladefandenivoldskhed, men efter at have set de tre første afsnit (ud af 12) er jeg endnu ikke overbevist om, at Luhrmann vil formå at løfte serien tilfredsstillende med sit popkulturelle mash-up af distancerende reklamefilmslækker musicalæstetik tilsat sporadisk grynet socialrealisme og arkivoptagelser fra virkelighedens Bronx.

De tre stjerner givet her kan endnu (forhåbentlig) vise sig som for hård en dom over ’The Get Down’, der særligt i tredje afsnit synes at hæve niveauet. Større dramaturgiske opstramninger er påkrævet, hvis plot og karakterer skal gøre sig forhåbninger om at kunne hamle op med Luhrmann-maskineriets billedlige gimmicks. Men håbet lever i takt med at Ezekiel finder sit fodfæste og for alvor sætter disco-æraen til vægs med sine raptirader mod systemet og den segregerende håbløshed, vi ironisk nok atter ser blomstre i det moderne USA.

Anmeldelse baseret på de første tre afsnit.

---