’Deadly Class’: Dræberelever langer øretæver ud i bizart underholdende Netflix-serie

’Deadly Class’: Dræberelever langer øretæver ud i bizart underholdende Netflix-serie
Benedict Wong, Maria Gabriela de Faria, Liam James og Benjamin Wadsworth i 'Deadly Class'.

Stop mig, hvis det her lyder bekendt. 

En tegneserie om en mystisk mand, der leder en skole, hvor børn bliver oplært i bedst muligt at enten pacificere eller eliminere deres modstandere bliver lavet til en tv-serie. Nej, det har ikke noget med X-Men at gøre, og det er heller ikke Netflix’ egen vanvittige ’The Umbrella Academy’ – men den er mindst lige så crazy, hvis ikke mere.

Netflix-serien ’Deadly Class’ handler om den forældreløse teenager Marcus (Benjamin Wadsworth), som efter at være hovedmistænkt i nedbrændingen af sit tidligere børnehjem bliver elev på den (mildt sagt) alternative eliteskole King’s Dominion.

Det er nemlig, diverse kriminelle sender deres afkom hen for at blive snigmordere, og fagene inkluderer Gift, Nærkamp, Atypisk kamp og naturligvis Basis Psykopati, hvor læreren er en psykotisk seriemorder.

Lederen af dette fine etablissement er Master Lin (altid geniale Benedict Wong), en ærketypisk brysk gut med hjertet på det rette sted, når det virkelig gælder.

Som på alle andre highschools er der naturligvis kliker, og det er svært for den nye elev at finde ud af, hvor han passer ind. Arierne hos Dixie-mafiaen er for racistiske, han er ikke asiatisk. så yakuza og triads er udelukket, og ditto med latino-banden Soto Vatos. Men så er det heldigt, at der er andre outsidere, som den anarkistiske punker Billy (Liam James).

Lana Condor og Benjamin Wadsworth i ‘Deadly Class’.

De første par afsnit går med, at Marcus lærer skolen at kende og begynder at få nogle venner i form Saya (Lana Condor) – hans sponsor for at komme ind på skolen og leder af en yakuza-faktion – Willie (Luke Tennie), som er leder af den sorte gruppering First World Order (F.W.O), og Maria (Maria Gabriela de Faria), der er medlem af Soto Vatos og kæreste med dens leder Chico (Michel Duval). Selvfølgelig krydret med skurke eller udfordringer, som kun dukker op i et enkelt afsnit.

Indtil Chester (Tom Stevens) kommer med. Han bliver introduceret ved, at en betjent kommer til en petting zoo, hvor man kan høre en ged bræge højt i ubehag. Chester, eller Fuckface, som han bliver kaldt på grund af sit brandsårsarrede ansigt, har just færdiggjort en amorin stund med en sagesløs ged (ja, han er den type).

En død panserbasse senere, og Fuckface er klar til at fortsætte sin mission. Han er pissed over, at Marcus har fået credit for at brænde børnehjemmet ned og dræbe alle de forældreløse unger, for det var hans værk, goddammit!

Den temperamentsfulde psykopat med en forkærlighed for dyresex er om muligt den mest ekstreme og overdrevne skurk, jeg har set i en tv-serie, hvis vi ser bort fra ’Happy’. I den forstand er han meget repræsentativ for, hvordan ’Deadly Class’ er en kolibri på 40 Red Bulls tilsat et par hundrede gram coke bare lige for at toppe den af.

Luke Tennie, Lana Condor, Benedict Wong, Maria Gabriela de Faria og Liam James i ‘Deadly Class’.

Serien foregår i 80’erne, og det bliver formidlet sømløst, uden at det kammer over i se-den-her-reference-pjat (ahem, ’Stranger Things’). Tøj og musik er de primære tidsforankringer og så er der også en god gang nostalgi i at caste Henry Rollins (punkgud, skuespiller og foredragsholder) som lærer. Hans intensitet er perfekt i en autoritær kontekst, men karakteren byder også på en trodsighed, der riffer på Rollins egen persona.

’Deadly Class’ byder ikke på det mest dybe eller revolutionerende plot. Marcus motivation for at blive elev (han vil dræbe Ronald Reagan, som han mener er skyld i forældrenes død) forsvinder relativt hurtigt og i stedet lægges fokus på diverse voldsorgier og al det fest og sex, en skole fuld af hormonbomber kan mønstre. Marcus selv ender i et par trekantsdramaer med henholdsvis Maria og Chico og siden Saya og Maria.

I den forstand er det en meget typisk teenageserie om kærlighed og venskab. Men denne soapede version af ’Kick-Ass’ mangler alligevel noget for at blive hængende i én. Jeg higer ikke efter at få svar på de spørgsmål, som cliffhanger-sæsonafslutningen lægger op til. Og dem får jeg i øvrigt alligevel ikke svar på, da serien blev aflyst i juni sidste år, efter første sæson var løbet over de amerikanske tv-skærme.

’Deadly Class’ er dog stadig en fin og velsmagende snack.


Kort sagt:
’Deadly Class’ er velkomment bizar og fyldt med action, teenage-intriger og romance til de kolde vinteraftener.

Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.

Deadly Class. Serie. Serieskabere: Rick Remender, Miles Orion Feldsott. Medvirkende: Benedict Wong, Benjamin Wadsworth, Lana Condor, Maria Gabriela de Faria, Luke Tennie, Liam James, Michel Duval, Tom Stevens. Spilletid: 10 afsnit á 42-53 min. Premiere: Kan ses på Netflix.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af