Produktionen af fjerde sæson af Netflix-hitserien ‘Stranger Things’ er ved at være tilbage på skinner efter omfattende corona-forsinkelser.
Fredag offentliggjorte Netflix en række nye ansigter, der kommer til at spille tilbagevendende roller i den kommende sæson.
Det helt store scoop er kultskuespilleren Robert Englund, der særligt er kendt for sin rolle som Freddy Krueger i ‘A Nightmare on Elm Street’-franchisen og adskillige andre gyserfilm. Englund skal spille Victor Creel, en forstyrret mand, der har været indlagt på et psykiatrisk hospital siden 1950’erne, hvor han begik et grusomt mord.
Englund får selskab af blandt andre Jamie Campbell Bower (‘Breaking Dawn’ og ‘Harry Potter’), der skal spille en omsorgsfuld oppasser på det psykiatriske hospital. ‘Game of Thrones’-skuespilleren Tom Wlaschiha er også på rollelisten som en russisk fangevogter.
Blandt de nye navne finder man også relativt ubeskrevne blade som Eduardo Franco (‘Booksmart’), Joseph Quinn (‘Mangrove’), Sherman Augustus, Mason Dye og Nikola Djuricko.
Særligt castingen af Englund er helt i tråd med ånden i ‘Stranger Things’, der før har castet 80’er-skuespillere som homage til deres tidligere roller, blandt andre Sean Astin.
‘Stranger Things’ sæson fire er sat til premiere en gang i løbet af 2021.