»Oh man, det er ret utroligt – Duffer-brødrene har virkelig gjort det igen«. Således lyder dommen over den kommende sæson af ’Stranger Things’ (helt upartisk, selvfølgelig) fra Joe Keery, der spiller rollen som Steve Harrington i Netflix-successerien.
»Jeg tror, at dette år – og jeg ved, jeg siger dette hvert eneste år – men dette kommer helt sikkert til at blive meget uhyggeligere end de foregående år, for sidste år var ret mørk,« lyder det fra Keery, der diskuterede den kommende fjerde sæson af den elskværdige sci-fi-serie i et nyt interview med Total Film Magazine (via Games Radar).
Det vides dog endnu ikke, hvornår vi kommer til at opleve den uhyggelige nye sæson, eftersom produktionen blev sat på pause i marts grundet coronapandemien. Sæsonen skulle ellers have været optaget fra januar til og med august, hvorfor der ganske givet må være langt endnu, før Duffer-brødrene og deres hold er klar med den nye sæson til deres hungrende publikum. Men vi kan nok godt regne med, at den nye sæson af serien, der normalt tager et års pause mellem sæsonerne, tidligst rammer skærmen engang i 2021.