Jordan Peeles opfølger til ‘Get Out’ og ‘Us’ får premieredato

Jordan Peeles opfølger til ‘Get Out’ og ‘Us’ får premieredato
Jordan Peele vandt en Oscar for 'bedste originale manuskript' for filmen 'Get Out'. (Foto: Christopher Polk/Getty Images)

Jordan Peele har med sine to horrorfilm ‘Get Out‘ og ‘Us‘ vundet anerkendelse som en af de mest talentfulde filmskabere i Hollywood.

Der er derfor blevet gisnet en del om den amerikanske instruktørs næste projekt, og nu afslører Universal Pictures, at Peele arbejder på en film, som de lancerer til juli 2022.

Det er endnu hemmeligt, hvad den nye film kommer til at handle om, men ifølge Deadline fortsætter Peele i horrorgenren. Instruktøren teasede i kølvandet på ‘Us’, at han var åben over for at lave en sequel, men om det bliver i denne omgang, må vi altså vente med at se.

Peeles debutfilm ‘Get Out’ fra 2017 blev en af de mest profitable film i dette årtusinde, da den ud fra et beskedent produktionsbudget på 4,5 millioner dollars indbragte hele 255 millioner dollars. Filmen blev nomineret til fire Oscars, hvoraf Peele vandt den ene for bedste manuskript.

Dengang udtalte Peele til Indiewire, at han forventede at lancere yderligere fire genrefilm i løbet af det næste årti.

»Jeg har fire andre sociale thrillers, som jeg gerne vil løfte sløret for i løbet af det næste årti. De bedste og mest uhyggelige monstre i verden er mennesker, og hvad vi er i stand til, især når vi arbejder sammen. Jeg har arbejdet på præmisser om forskellige sociale dæmoner, de her medfødte menneskelige monstre, der er vævet ind i måden, vi tænker på, og hvordan vi interagerer, og hver af mine film kommer til at handle om en forskellig udgave af de her sociale dæmoner«.

Den første efter ‘Get Out’ var som bekendt ‘Us’, der lod de sociale dæmoner manifestere sig som en families dobbeltgængere, der forvandlede den stakkels families strandferie til et levende mareridt. Filmen blev en stor publikumsucces og matchede de 255 millioner dollars, som ‘Get Out’ tjente ved billetlugerne.

Jordan Peeles fortsat unavngivne film får premiere 22. juli 2022.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af