‘Us’: Jordan Peeles opfølger til ‘Get Out’ er et grusomt og komisk mareridt
Med sin debutfilm ‘Get Out’ satte instruktøren Jordan Peele et spejl op foran det amerikanske samfund og blotlagde en racisme, der på trods af fire år med Barack Obama i Det Hvide Hus stadig levede i bedste velgående.
Raceproblematikken er bestemt ikke blevet mindre med Donald Trump ved magten, men i sin stærkt imødesete opfølger ‘Us’ vender Jordan Peele ikke kun spejlet mod USA som samfund. Han vender det også indad og spørger: Hvad hvis det, vi skal frygte allermest, i virkeligheden ikke er ‘dem’ derude, men os selv?
Da den afroamerikanske familie Wilson tager på ferie i strandbyen Santa Cruz bliver deres sommerhus invaderet af fire mystiske personer. Her kunne ‘Us’ nemt være blevet en home invasion-thriller i stil med ‘The Strangers’ eller Michael Hanekes ‘Funny Games’, men som med ‘Get Out’ er Jordan Peele ikke interesseret i blot at træde i forbilledernes fodspor. Det viser sig nemlig, at de fire fremmede i familiens indkørsel er tro kopier af dem selv.
»If you wanna get crazy, we can get crazy«, råber familiefaren advarende, mens han klamrer sig til et baseballbat. Og da først dobbeltgængerne træder frem fra skyggerne og afslører deres identitet, bliver historien da også mere og mere sindssyg.
At gå mere ind i plottet ville være en forbrydelse mod filmen, som bliver ved med at overraske og levere det ene groteske optrin efter det andet. Én ting kan vi dog godt slå fast: Du kommer med garanti aldrig til at høre Beach Boys’ ‘Good Vibrations’ på samme måde igen…
Med ‘Us’ afslører Jordan Peele endnu engang den amerikanske drøm som et grusomt mareridt. Satiren er ikke lige så skarp som i debuten. Til gengæld er filmen mere vellykket som rendyrket genrefilm, og man skiftevis holder sig for øjnene og tager sig til hovedet, når først vanviddet tager rigtig fart.
Det betyder dog ikke, at ‘Us’ er uden humor. Ligesom i ‘Get Out’ er komikken et bærende element i filmen – ikke mindst takket være ‘Black Panther’-skuespilleren Winston Duke, der viser komisk timing i verdensklasse som den lidt enfoldige familiefar Gabe Wilson.
I mindre kompetente hænder ville hans karakter blive fastlåst som comic relief, men Winston Duke afslører et stort hjerte bag de mange dad-jokes og en stålfast vilje til at beskytte sin familie – også selvom han har svært ved helt at fatte, hvad pokker der foregår.
Som tilfældet var det med ‘Get Out’ bærer Jordan Peele sine inspirationskilder uden på tøjet. Bogstavelig talt. Da familien Wilsons yngste søn Jason bliver væk på stranden i en sekvens, der leder tankerne hen på ‘Dødens gab’, bærer drengen en t-shirt med plakaten af netop samme film.
Heldigvis løfter ‘Us’ sig fra at være mere end en veleksekveret hyldest til sine forbilleder. Filmen står fornemt på egne ben takket være endnu en dybt original historie fra Jordan Peeles hånd og et stærkt greb om de filmiske virkemidler. Brugen af musik er genial, særligt i én scene, hvor N.W.A.’s ‘Fuck the Police’ bliver et uventet komisk indfald i en ellers intens og nervepirrende dødskamp.
Men ‘Us’ funkler i høj grad også takket være Lupita Nyong’o, der spiller røven ud af bukserne (og sparker røv så blodet sprøjter) i karrierens første hovedrolle. Det ene øjeblik er hun sårbar og skræmt fra vid og sans som familiens matriark Adelaide. Det næste taler hun med en stemme taget direkte ud af ‘Eksorcisten’ som dobbeltgængeren Red og gennemborer kameraet med et blik, der ville få selveste djævlen til at krympe sig sammen.
Selv Lupita Nyong’o kan dog ikke redde ‘Us’ fra at tabe pusten en smule i tredje akt. I modsætning til ‘Get Out’ har Jordan Peele svært ved at binde trådene sammen og hive alle sine pointer hjem, og man sidder tilbage med følelsen af, at han har slået et lidt for stort brød op.
Men det er skønhedsfejl i en særdeles succesfuld to’er, der kun øger forventningerne til, hvad pokker Jordan Peele finder på næste gang.
Kort sagt:
Med ‘Us’ cementerer Jordan Peele på fornem vis sin status som en af de vigtigste stemmer i det amerikanske filmlandskab lige nu.