’Get Out’: Sjældent har raceubehag været mere underholdende

4 6
’Get Out’: Sjældent har raceubehag været mere underholdende

Liam Neesons. Præsident Obamas vredeoversætter. Les Mis. Dubstep. Hingle McCringleberry, Jackmerius Tacktheritrix og alle de andre opdigtede, men tilpas troværdige NFL-spillere.

Listen over allerede legendariske ’Key & Peele’-sketches er lang, men alligevel blev nyheden om en film instrueret af den ene halvdel af sketchduoen mødt med den sædvanlige skepsis. Hvordan skulle dynamikken fra to-tre minutter lange sketches overføres til spillefilmlængde? Nærmest helt ubesværet, viser det sig.

Jordan Peeles ’Get Out’ er én af de bedste horrorkomedier de senere år i samme klasse som ’The Cabin in the Woods’ og ’Tucker & Dale vs Evil’ – og med samme overvægt af komedie.

Hvis man går i biografen efter nyt mareridtsmateriale, bliver man slemt skuffet. Selv sidste akts voldelige klimaks er karikeret overdrevet på en måde, der snarere indbyder til brede smil og kluklatter end svedige håndflader.

Ved et rent tilfælde, hvis man da kan kategorisere mit tvivlsomme filmvalg som sådan, var de seneste to film, jeg så før ’Get Out’, ’The Stepford Wives’ (den rædderlige 2004-version) og ’Dear White People’.

Jordan Peeles instruktørdebut befinder sig tematisk et sted midt i mellem de to med sit fokus på race og klasseskel. Modsat Justin Simiens ’Dear White People’, der filtrerede og nuancerede racespørgsmålet gennem en række hovedpersoner med hver deres agenda, er ’Get Out’ moralsk ensporet. Præcis som det sig hør og bør i horrorfilm. De hvide forstadsmennesker er egoistiske, racistiske psykopater, der er ude efter de sorte. Bare rolig: Det er kun en spoiler, hvis du aldrig har set en film og ikke kan aflæse filmens krystalklare setup.

Allerede i filmens første rigtige scene (efter en kort prolog) slås temaet an. Den unge, sorte fotograf Chris (Daniel Kaluuya) er ved at pakke til en weekendtur upstate for at møde sin kæreste Roses (Allison Williams) familie for første gang, men er ængstelig. »Ved de godt, at jeg er sort?«, spørger han. »Bare rolig. Min far ville have stemt på Obama en tredje gang, hvis han kunne«, svarer Rose.

Således beroliget går turen til familien Armitages kæmpevilla på landet. Faren (Bradley Whitford) er neurokirurg, moren (Catherine Keener) er psykiater, broren (Caleb Landry Jones) læser medicin. Det er det gode borgerskab, men uden så meget diskret charme. Der går nemlig ikke længe, før Chris begynder at ane uråd. De sorte tjenestefolk opfører sig underligt mekanisk, Roses mor er lidt for ivrig efter at hypnotisere Chris, og faren smiler lidt for bredt, når han fortæller, at de nærmeste naboer bor helt ovre på søens anden bred.

Til den bedste, mest tåkrummende pinlige havefest i nyere filmhistorie, knækker filmen helt med tågesnak, seksuelt upassende cougars og eugenik med nazistiske undertoner.

Hvordan? Og hvorfor? Det må du selv tage i biografen for at se.

Det er dog hverken for de plotmæssige twists eller uhyggen, man skal se ’Get Out’. Det er for den sylespidse satire. Ligesom i ’Key & Peele’ har Peele i sin første spillefilm skrevet en række tilpas karikerede karakterer, der passer perfekt sammen. Den unge, kreative sorte urbanite, der gerne vil tro, at race er lige meget, hans rummelige kæreste, der slet ikke ser race, den kiksede elskværdige far med onkelhumoren og ’Yes We Can’-plakaterne, den mistænkeligt mutte mor og den lettere maniske, overkompenserende bror.

Deres konfrontationer bringer ubehagelige sandheder op til overfladen. Langsomt, men sikkert sniger ubehaget sig ind. Både på lærredet og hos seeren i biografsalen.

Peele piller den Mos Def-lyttende, Obama-sympatiserende hvide mand/kvinde, der mener, at racisme hører det 20. århundrede til, fra hinanden lag for lag. Eller med Stephen Colberts ord: »I don’t see race. People tell me I’m white, and I believe them because security doesn’t follow me all around the Home Depot«.

Vi – i hvert fald nogle af os – kan se en flig, en utroligt ubehagelig flig, af os selv i familien Armitage. Peele pirker i vores alles latente raceusikkerhed med kirurgisk præcision – og med et overraskende sammenhængende og modent filmsprog.

Til den førnævnte havefest fylder Peele scene for scene billedet med flere og flere ældre, hvide mennesker, der vil møde, udspørge og røre Chris, indtil han til sidst ikke kan flygte ud af billedet. Klaustrofobien er nærmest taktil og forstærkes i den hyppige brug af close-ups med vidvinkel, der viser forvrængede ansigter med piblende sved og blodskudte øjne, der er ved at sprænges af tusinde hemmeligheder.

Det er en ubehagets æstetik, der blot forstærkes i mødet med de rene, lige linjer og krystalklare farver i Armitage-familiens perfekt indrettede hus.

’Get Out’ er ingen stor film, men det er en stærk debut. Man kan kun glæde sig over, at Peele allerede har sagt, at han ikke er færdig med at lave horrorkomedier.


Kort sagt:
Lad dig ikke snyde af plakaten eller horrorbetegnelsen. ’Get Out’ er 90 procent satire, der med Jordan Peeles knivskarpe pen og overraskende visuelle flair rammer direkte ned i samfundets blottede nerve. Sjældent har raceubehag været mere underholdende.

Læs også: Interview med Jordan Peele – »Når jeg går ned ad gaden i et hvidt kvarter, prøver jeg at være usynlig«

Spillefilm. Instruktion: Jordan Peele . Medvirkende: Daniel Kaluuya, Allison Williams, Catherine Keener, Bradley Whitford, Caleb Landry Jones, Lakeith Stanfield, LilRel Howery . Spilletid: 104 min. . Premiere: Den 30. marts
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af