Bølgerne går fortsat højt i kølvandet på Johnny Depps exit fra tredje kapitel i J.K. Rowlings ‘Fantastiske skabninger og hvor de findes’, hvori skuespilleren havde en hovedrolle som superskurken Grindelwald.
Nyheden om fyringen kom få dage efter, at Depp sidste mandag tabte sin stærkt omtalte retssag mod den britiske tabloidavis The Sun, der i 2018 kaldte Depp for en »wife-beater« ovenpå anklager fra ekskonen Amber Heard.
Ifølge sagens dommer havde The Sun tilstrækkeligt med beviser til at forsvare betegnelsen, hvorfor Depp, Hollywoods tidligere bedst betalte stjerne, nu står med regningen for det betændte forløb.
I en Instagram-post skriver Depp, at Warner Bros. bad ham om at trække sig fra ‘Fantastiske skabninger’, men skønt hverken studiet eller J.K. Rowling endnu har givet lyd fra sig, har medspilleren Jude Law taget bladet fra munden.
Sådan da.
I ‘Fantastiske skabninger’ spiller Law den yngre udgave af ‘Harry Potter’s Professor Dumbeldore, der engang var romantisk involveret med Grindelwald. Duoens komplicerede relation skulle have været omdrejningspunktet for franchisens tredje film, men selvom Depp-fans er skuffede, er der ikke andet at gøre end at acceptere studiets beslutning, mener Law.
I et interview med Entertainment Weekly siger skuespilleren:
»’Fantastiske skabninger’ er en enorm film, og der er mange, mange lag i produktionen. Det er formentlig en af de største produktioner, jeg nogensinde har arbejdet på. Og i en situation som denne, der må man lade studiet råde. Det er det eneste, du kan gøre. For du bliver nødt til at møde op og gøre dit arbejde. Det var underligt for mig. Johnny havde i virkeligheden kun filmet en enkelt dag alene, tror jeg… På sådan en franchise her, der er det studiet og firmaet, der træffer de store beslutninger. Og man bliver nødt til at følge dem, for vi er bare medlemmer af teamet«.
Det eneste lyspunkt på den anden side af den triste affære – set med danske øjne – er kanske rygterne om, at Depps Grindelwald-sko muligvis i stedet skal udfyldes af ingen ringere end…Mads Mikkelsen.
Amber Heard er på vej med ‘Aquaman 2’, der ligeledes produceres af Warner Bros.