Mads Mikkelsen rygtes som Johnny Depps afløser i ‘Fantastiske skabninger 3’

Mads Mikkelsen rygtes som Johnny Depps afløser i ‘Fantastiske skabninger 3’
Mads Mikkelsen under Cannes-festivalen i 2019. (Foto: Pascal Le Segretain/Getty Images)

Johnny Depp er som bekendt blevet fyret fra ‘Fantastiske skabninger’-franchisen som følge af den tabte retssag til avisen The Sun, der altså var i deres gode ret til at kalde skuespilleren en hustrumishandler. Dermed har folkene hos Warner Bros. haft travlt med at finde en afløser, som kan spille den skurkagtige troldmand Gellert Grindelwald i den kommende tredje film i rækken, der netop er gået i gang med optagelserne.

Nu fortæller Deadline, at ingen ringere end Mads Mikkelsen er på tale til at overtage Depps karakter. Ifølge deres kilder vil instruktør David Yates gerne have, at rollen går til den danske skuespiller, som lige nu er i et forløb med »tidlige samtaler«.

Skulle Mikkelsen ende med at få rollen, kan han krydse endnu en stor franchise af på cv’et, efter han har været inde over både Star Wars, Marvel og James Bond med sine roller i henholdsvis ‘Rogue One: A Star Wars Story’, ‘Doctor Strange’ og ‘Casino Royale’.

Premieredatoen på den tredje ‘Fantastiske skabninger’-film er efter Johnny Depps afskedigelse blevet udskudt med lidt over et halvt år, så den nu står til at komme i biograferne i juli 2022. Lad os håbe, at det bliver med en dansker som den bærende skurk.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af