Mads Mikkelsen spiller over for Daisy Ridley og Tom Holland i sci-fi-filmen ‘Chaos Walking’ – se traileren

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Mads Mikkelsen er over det hele for tiden: Biografaktuel i Oscar-kandidaten ‘Druk’ og Anders Thomas Jensens ‘Retfærdighedens ryttere’ samt eftersigende på tale til den kommende tredje film i ‘Fantastiske skabinger’-franchisen. Nu fortsætter han stimen med en ny Hollywood-basker.

I sci-fi-eventyret ‘Chaos Walking’, som netop har fået sin første trailer, spiller danskeren over for stjernerne Tom Holland og Daisy Ridley. Filmen er instrueret af Doug Liman (‘The Bourne Identity’, ‘Edge of Tomorrow’) og er baseret på young adult-romanen ‘The Knife of Never Letting Go’ af Patrick Ness.

Fortællingen foregår på en planet, hvor alle kvinder er forsvundet, og hvor mænds tanker kan høres højt og tydeligt af andre mennesker på grund af en kraft kaldet »støjen«. Mikkelsen er, som han har for vane i amerikanske film, i sit skurkagtige hjørne og spiller en korrupt borgmester, der vil overtage verden.

‘Chaos Walking’ synes på mange måder en passende titel til filmen, der oprindeligt skulle have fået premiere i marts 2019, men siden blev udskudt på ubestemt tid som følge af mange ekstraoptagelser. Til næste år kommer den omsider i biograferne, nærmere bestemt 4. februar.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af