Efter Johnny Depps fyring fra ‘Fantastiske skabninger’-franchisen, faldt instruktør David Yates’ førstevalg som afløser hurtigt på Mads Mikkelsen.
Tidligere på måneden kom det frem, at den danske skuespiller var i gang med indledende samtaler om at træde til, og nu har Deadline fået det officielt bekræftet af Warner Bros.
Mikkelsen skal således overtage rollen som den dystre troldmand Gellert Grindelwald i ‘Fantastiske skabninger 3’, og det må forventes, at han også er tilknyttet de yderligere to planlagte titler i den Harry Potter-relaterede filmserie.
I den kommende tredje film, hvis optagelser er i gang nu, spiller danskeren over for blandt andre Eddie Redmayne, Jude Law, Ezra Miller og Katherine Waterston. Premieren er sat til juli 2022.