Helt på sin plads eller verbalt overgreb? Meningerne er delte om Tom Cruises vredesudbrud rettet mod to medarbejdere på settet til den næste ‘Mission Impossible’-film, efter de forbrød sig mod covid-retningslinjerne ved at stå tættere end en meter på hinanden ved en computerskærm.
Nu forsvarer en anden magtfuld Hollywood-skikkelse, nemlig George Clooney, sin kollega – dog med nuancer.
»Well, han overreagerede ikke, for det er et problem«, sagde skuespilleren og instruktøren til The Howard Stern Show ifølge Entertainment Weekly.
»Jeg har en ven, der er instruktørassistent på en anden tv-serie, hvor nærmest det nøjagtigt samme skete uden en helt så ekstrem reaktion«.
George Clooney fastslår, at han ikke ville have adresseret situationen helt på samme måde som den råbende Cruise.
»Jeg ville ikke have gjort det så stort, jeg ville ikke have trukket folk frem – man er i en magtfuld position, og det er tricky, ikke? Man har et ansvar for alle andre, og det har han helt ret i, og hvis produktionen lukker ned, vil mange miste deres jobs. Du ved, det er folk nødt til at forstå, og de er nødt til at være ansvarlige. Det er bare ikke min stil at konfrontere alle på den måde«, siger han hos Howard Stern.
George Clooney er aktuel med rumfilmen ‘The Midnight Sky’, der får premiere 23. december på Netflix.