Kan I huske Key & Peele-sketchen med Barack Obamas Anger Management-oversætter?
Det var den, hvor Keegan Michael-Keys Luther som en djævel på skulderen udspillede al den vrede og harme, præsidenten undertrykte, når han roligt og værdigt skulle svare på kritik eller bare udlægge dagens tekst.
Sketchen var en skøn kommentar til No Drama Obama-billedet og bevidstheden omkring, at han aldrig måtte komme til at fremstå som en ’angry black man’. Og den blev så populær, at Obama selv hev Luther med på scenen under den årlige White House Correspondent’s Dinner i 2015. Det var dengang, amerikanske præsidenter havde selvironi.
Forleden gik en lydoptagelse verden rundt, hvor Tom Cruise over to minutter og 48 sekunder skælder to medarbejdere på settet til den kommende ’Mission Impossible’-film hæder og ære fra, fordi de ikke holder den afstand på en meter til hinanden, som coronareglerne foreskriver under filmoptagelserne.
»Vi skaber tusindvis af jobs, motherfuckers! Jeg vil aldrig nogensinde se det igen. Nogensinde! Og hvis du ikke overholder det, er du fyret, og hvis jeg ser dig gøre det igen, er du fucking væk herfra«, tordnede den 58-årige stjerne, mens de to målskriver for svadaen kun kunne sige æh, bæ og »yes sir«.
Med Key & Peele i baghovedet kan jeg ikke lade være med at forestille mig Tom Cruise som Mette Frederiksens vredesoversætter. Jeg har tit grublet over, hvad hun egentlig tænker, når hun ved pressemøderne efter bedste evne forsøger at holde en alvorlig, men ikke alt for formanende mine, mens Henrik Qvortrup bliver ved med at stille spørgsmål om mink og hjemmel. Statsministeren skal for alt i verden bevare roen, men mon ikke hendes indre Mette indimellem har haft lyst til at råbe en corona-statsledervariant af Tom Cruises ord:
»Jeg er på telefonen med alle fucking studier hver aften. Forsikringsselskaber! Producere!! Og de kigger mod os og bruger os til at lave deres film. Vi skaber tusindvis af jobs, I motherfuckers! Jeg vil aldrig se det igen! Aldrig!!«.
Jeg sætter min lid til, at internettet er i gang med at parre Mette og Tom, men sætter man derudover den danske statsminister til side er Tom Cruise-klippet svært at tage ørene fra af flere årsager.
Det er altid fascinerende i at få et indblik i, hvordan verdensstjernerne agerer bag scenetæppet. Skulle man have den idé, at pengemænd og instruktører altid sidder på toppen af Hollywood-hierarkiet, fungerer episoden som en højtråbende påmindelse om, hvor stor magt en filmstjerne kan have, når han/hun kommer op i Tom Cruises kaliber. Og når man er vant til at se stjernerne i deres mest svigermorvenlige udgave ved diverse interviews, er det nærmest befriende at opleve dem i en ufiltreret version. Mange mindes nok om Christian Bales vredesudfald på settet til ’Terminator Salvation’, det eneste, den film i dag huskes for.
Med Cruise er det desuden et næsten nostalgisk comeback til den person, der som en galning hoppede i sofaen hos Oprah Winfrey i 2005. Siden har det prominente Scientology-medlem holdt alle udskejelser i ave og derved genvundet respekten i filmverden, hvor man i stedet har haft fokus på hans imponerende villighed til at lave de mest vanvittige stunts – snart skal han ligefrem sendes op med en raket for at lave den første spillefilm i rummet.
’Mission Impossible’-rantet er den perfekte storm af den gamle (altså unge) og nye (altså gamle) Cruise. For på den ene side forstår man jo godt hans position: Som executive producer og hovedrollestjerne, uden hvem der slet ikke ville være nogen film, har Cruise et kæmpe ansvar for, at alt forløber efter forskrifterne. Det er hans røv, der kommer på komedie, hvis ’Mission Impossible’-settet må lukke ned og dermed sætte en skræk i livet på alle andre storproduktioner, der har formastet sig til at trykke play på kameraet i denne svære periode.
Samtidig bemærker man den komiske selvhøjtidelighed i Cruises teaterværdige monolog. Godt nok inddrager han en eksemplarisk patosappel til, at medarbejderne på settet bør tænke på de folk, der »mister deres fucking huse, fordi vores branche lukker ned«, og som har brug for »mad på bordet« og for at »betale for deres uddannelse«.
Men så tilføjer han: »Det er det, jeg sover med hver nat…. fremtiden for denne fucking industri!«. Et af den slags citater, der er som skabt til at blive en klassiker, når man fremover skal spidde den privilegieblinde Hollywood-elites tro på, at selve universet roterer om netop dem, og at verden ville blive et markant værre sted, hvis deres Generic Blockbuster No. 17 ikke ser dagens lys. Jesse Armstrong kunne ikke have skrevet det bedre i ’Succession’, og han skriver det ellers bedre end nogen anden.
Cruise anslås til at være god for tre-fire milliarder kroner – det er svært at have rigtigt ondt af hans søvnløse bekymringer.
Først og fremmest overreagerer Tom Cruise åbenlyst. Stakkels de to filmarbejdere, der er kommet til at placere sig inden for en halv meters afstand af hinanden ved en computerskærm. De har, så vidt vi ved, hverken slikket på klaptræet eller hostet skuespillerne op i hovedet. Og over for Master Cruise har de intet andet valg end at tage imod pryglene fra det verbale overfald.
Den lækkede optagelse er det stof, Hollywood-myter er gjort af, og jeg ville på en måde ikke have været den foruden. Men Tom Cruise har en stor magt, og som Spider-Man-devisen tilsiger, følger et stort ansvar. Også et ansvar for at behandle folk ordentligt.