Vi bliver overstrømmet med nyheder om udvidelser i ‘The Godfather’-franchisen i de her dage, særligt fra Paramount. Filmstudiet er i disse dag aktuel med en nyrestaureret udgave af den tredje film i USA, og i går annoncerede de det første navn, Armie Hammer, til deres kommende miniserie omkring skabelsen af filmen.
Og det er slet ikke sikkert, Paramount stopper her, fortæller kanalen til New York Times.
»Selvom der ikke er nogen forestående planer om en film mere i ‘The Godfather’-universet, er det stadig en mulighed, taget den vedvarende kraft af dens arv i betragtning«.
En ting ligger dog fast: Hvis Paramount beslutter sig for at gå videre med ideen, bliver det uden skaberen af den originale trilogi, Francis Ford Coppola.
»Der kunne meget vel komme en ‘The Godfather IV’, ‘V’ og ‘VI’. Jeg laver dem ikke«, udtaler instruktøren til New York Times.
Coppola ejer ingen rettigheder til franchisen, så hvis Paramount får lyst til at fortsætte trilogien om Corleone-familien, står det dem frit for. Det vil i givet fald blive en film, der tager sig nogle kreative friheder i forhold til den originale trilogi, da flere af de centrale aktører, herunder Robert Duvall, er døde.
‘The Godfather’-finalen har været genstand for heftig kritik, siden den udkom i 1990. Det er derfor ikke utænkeligt, at mange af de utilfredse fans vil byde et bud fra Paramount velkommen.
Men det kræver altså først, at selskabet får et tilbud, de ikke kan afslå.