Johnny Depp har hovedrollen i torsdagens premiereaktuelle krimi ‘Black Mass’, og han er blevet spået et tiltrængt karriere-comeback i rollen som virkelighedens skruppelløse gangsterboss, James ‘Whitey’ Bulger.
Dermed kan Depp skrive sig ind i en traditionsrig række af typer, der har givet kulør til gangsterfilmgenrens persongalleri – og selvom listen er lang, og typerne er mange, er de grundlæggende forskelle påfaldende få.
Vi koger her gangsterfilmenes tronherskere ned til fire kategorier og lader spørgsmålet være op til dig: Hvor placerer Johnny Depps ‘Whitey’ sig henne?
1. De dæmoniske hyggeonkler
Eksempler: Zlatko Buric i ‘Pusher’, Albert Brooks i ‘Drive’, Jack Nicholson i ‘The Departed’.
»Frankeeee«
Vi smiler, for Zlatko Burics østeuropæiske accent er så tyk, at man kan skære i den.
Snart stivner smilet dog, for som så mange andre af filmverdenens gangstertyper gemmer Milo fra Nicolas Winding Refns ‘Pusher’ (1996) på en mørkere side bag sit harmløse ydre. En side, som Kim Bodnia får at føle i det voldsomme klip ovenfor.
Filmverdenen elsker forståeligt nok kontraster, og sådan nogle fås ikke meget mere iøjefaldende, end når charmerende gangsterbosser blotlægger den handlekraft og kynisme, der bag ølvom og øjenrynker har samlet sig gennem et langt liv på kriminalitets trone. Tænk blot på Jack Nicholson, der parterer og torturerer med spøgefuld morskab i ‘The Departed’, eller Albert Brooks, der i ‘Drive’ (ligeledes instrueret af Refn) skærer armen op på Bryan Cranston, mens han understreger sin egen høflighed.
Er charmen en forsvarsmekanisme eller et reelt karaktertræk? Vi aner det ikke, men på film slår det gnister.
Som en honourable mention skal franske Niels Aarestrup nævnes for sin præstation i Jaques Audiards mesterlige fængselsfilm ‘Profeten’ (2010). Hans portræt af den tremmeruskende gangsterboss Cesár er vel egentlig mere surmulende, end titlen ‘hyggeonkel’ berettiger, men denne scene indkapsler på eksemplarisk vis det, som ovennævnte typer repræsenterer:
2. Dem, der har stil og manerer
Eksempler: Marlon Brando i ‘The Godfather’, Robert de Niro i Casino, Christopher Walken i ‘True Romance’
De går pænt klædt, overholder aftaler, møder venner og familie med kindkys og nyder gerne en omgang spaghetti meatballs tilberedt med italiensk moderkærlighed.
De italienske gangsterbosser har deres egen måde at gøre tingene på. Generation på generation af forretningsmæssig kløgt og kriminel snusfornuft har støbt et fundament, som overvåges med fingerspidsfornemmelse for familie og omdømme, hvad end den øverstbefalende hedder Ace Rothstein (‘Casino’), Lefty (‘Donnie Brasco’) eller Don Corleone (‘The Godfather’).
Fælles for disse gangstere er dog, at de ofte har folk til at udføre det blodige arbejde – medmindre fornærmelsen bliver personlig.
Det blev den i ‘True Romance’ (skrevet af Quentin Tarantino og instrueret af afdøde Tony Scott) fra 1993, der samtidig gav den sejlivede gangster-stereotyp et ordentligt rap over nallerne. Her kunne Christopher Walken høre hele sit sicilianske fundament optrevlet og latterliggjort af en dødsdømt Dennis Hopper – for den slags slipper man som bekendt sjældent godt fra.
3. De rastløse unge
Eksempler: Leandro Firmino i ‘City of God’, Raymond Cruz i ‘Breaking Bad’, Stephen Graham i ‘This is England’
Rastløshed. Du kender det sikkert. Energien. Kedsomheden. Det gradvist mere presserende spørgsmål: Hvad skal der ske?
Tilsæt her en magtfuld lederstatus og en makaber forkærlighed for andre menneskers ulykke, og du har den sprængfarlige opskrift på nogle af de tilbøjeligheder, dette segment af gangsterbosser ofte fører ud i livet.
Tuco. Combo. Li’l Zé. Fælles for de skrækindjagende skurke er deres unge alder, der får dem til at fremstå som realiseringen af de mest sygelige dagdrømmerier fra drengeværelset – og man må vrænge sig i sædet, når førstnævnte (bare fordi han kan) henretter sin egen håndlanger med de bare næver i tv-serien ‘Breaking Bad’, eller når sidstnævnte fordriver tiden med at tvinge mindreårige gadedrenge til at begå mord i den brasilianske Oscar-vinder ‘City of God’.
I Combo fra Shane Meadows ‘This is England’ finder man en bandeleder, der er lige så magtsyg, som han er temperamentsfuld, og i skuespilleren Stephen Grahams uforglemmelige skikkelse mindes man næppe et mere skræmmende portræt af en ung mand, der koger af rastløshed og uudgrundeligt had.
4. De regulært sindssyge
Eksempler: Ben Kingsley i ‘Sexy Beast’, Ralph Fiennes i ‘In Bruges’
Hvor listens andre gangstere på den ene eller anden måde kan forklares med paranoia, storhedsvanvid eller pragmatisk kynisme, befinder denne kategoris medlemmer sig i sit helt eget, verdensfjerne luftlag.
Ben Kingsleys portræt af fuldblodspsykopaten Don Logan i ‘Sexy Beast’ (2000) bærer muligvis præg af et massivt mindreværdskompleks, der får ham til at skrige: »I don’t wan’t you to be happy, why should I?!« midt i en ophedet diskussion med sin årelange samarbejdspartner, Gal.
Det samme kan egentlig siges om Ralph Fiennes, der som gangsteren Harry i ‘In Bruges’ bruger sin britiske accent med samme rabiate resultat (tænk ordet »cunt« med den tykkest tænkelige accent vest for Nordsøen). I sit hævntogt mod afstikkerne Ray og Ken opfører han sig da også mest af alt som forurettet møgunge, der betaler tilbage for at blive holdt uden for fællesskabet.
Derudover er de dog begge et par bundløse huller af afsporet adfærd: Harry hamrer som besat en fastnettelefon mod bordkanten og henretter koldblodigt en sikkerhedsvagt, mens Logan snakker udtryksløst med sit eget spejlbillede og bander og truer folk på livet med en spruttende hyppighed, som led han af Tourettes syndrom.
Og så siger det vist noget om Ben Kingsleys rygradsrislende præstation – der fortjent blev belønnet med en Oscar-nominering – at Don Logan muligvis er listens mest skræmmende eksistens, men at han samtidig er en af de få, vi aldrig ser dræbe on screen.