‘Your Honor’: Bryan Cranston får for meget kærlighed i ny miniserie

‘Your Honor’: Bryan Cranston får for meget kærlighed i ny miniserie
Bryan Cranston i Your Honor.

Det er over ti år siden, Bryan Cranston breakede bad som kemilærer og søsatte en seriesensation. Men hverken seere, eller serieskabere, har glemt historien om Walter White, der satte sin moral på prøve for lidt monetos og spænding i midtvejskrisen.

Med Showtimes ’Your Honor’ tager Cranston igen førertrøjen på i en serie, hvor en almindelig mand skubbes til det yderste. Men hvor Walter mest havde sin familie at stå til regnskab overfor, må Michael Desiato gå imod det, han har bygget sin karriere på som dommer. Kan Michael dække over sin søns involvering i en dødelig bilulykke med både sin familie, titel og ære i behold?

Han er i hvert fald nødt til at prøve, og serien forklarer egentlig fint hvorfor. Da Michaels søn Adam (Hunter Doohan) kører en jævnaldrende motorcykelracer ned i en tom rabat, bryder flere verdener sammen. Da Adam ser blodet og livet rinde ud af den unge mand, ændrer Adam sig fra skødesløs fører til drabsmand. Efter seriens stærkeste scene sætter Adam sig ind i bilen og kører væk.

Da Adam fortæller sin far, hvad der er sket, er Michael klar i spyttet. Man kan ikke flygte fra loven, så sammen kører de til politistationen. Her erfarer Michael dog, hvem det er, Adam har påkørt: New Orleans’ kriminelle ledestjerne Jimmy Baxters (Michael Stuhlbarg) søn, og straks får piben en anden lyd. Adam vil ikke med en fængselsstraf, han kan se frem til den visse død. Ny plan.

Hvis Viola Davis’ underviser teori i ’How to Get Away With Murder’ på basisniveau, er ‘Your Honor’ praksis. Trænet i jura og menneskets kriminelle natur ved den erfarne og respekterede Michael præcis, hvordan han kan beskytte Adam. I retssalen gennemskuer han vidners løgne, og nu er han på forkant. Blandt andet derfor tvinger han Adam til at udleve sit nye alibi foran andre – vidner kan aldrig huske, præcis hvilken dag hvad skete, minder Michael ham om. Michael samler på detaljer, der kan redde ham og sønnike. Hver eneste check, plottet udsteder, indkasseres, og det er for godt skruet sammen til ikke at nyde undervejs.

‘Your Honor’.

På den måde bliver Michaels forsøg på at redde sin søn skræmmende forståeligt – og Cranston giver den gas i rollen. Men faktisk kaster ’Your Honor’ næsten for meget kærlighed over sin hovedperson, hvilket efterlader os med en række vage biroller. Adam er lige så snotforvirret som en høne, der har fået hugget hovedet af, og hans sorgproces er et studie i komplet stilstand. 

Mest ærgerligt er det, at Baxter-familiens overhoved er kriminelt underbrugt. Det er spildt at casste fremragende Michael Stuhlbarg til sådan en kødløs karakter, der er en kedelig skitse over en topgangster. Faktisk træder hans kone mere i karakter, og den egentlige grund til, at han er byens farligste, bliver omtalt mere end vist.

Det havde været interessant for serien at stille de to mænds skæbner mere op mod hinanden. En lovens vogter, der bevæger sig over i det lyssky domæne, og den skødesløse drabsmand, der er blevet offer.

Før man ved af det, er serien i gang med at introducere flirts, fængselsliv og falskt anklagede. Serieskaber Peter Moffat, der har adapteret fortællingen fra et israelsk ophav, kommer vidt omkring, men refleksionen over emner som korruption, politivold og det amerikanske retssystem får svært ved at slå rigtigt igennem, når karaktererne ikke gør.


Kort sagt:
I ’Your Honor’ sætter Michael Desiato sin dommertitel og ære på spil for at beskytte sin søn, men serien har svært ved at se resten af sine karakterer af ren kærlighed til Bryan Cranston.

Anmeldt på baggrund af fire afsnit.

‘Your Honor’. Tv-serie. Hovedskaber: Peter Moffat. Medvirkende: Bryan Cranston, Hunter Doohan, Michael Stuhlbarg, Hope Davis. Spilletid: 10 afsnit á ca. 55 minutter. Premiere: Kan ses på HBO Nordic.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af