Asia Argento anklager ‘The Fast and the Furious’-instruktør for seksuelt overgreb – det samme gør hans datter

Asia Argento anklager ‘The Fast and the Furious’-instruktør for seksuelt overgreb – det samme gør hans datter
Asia Argento på til filmfestivalen i Cannes i 2017. (Foto: Andreas Rentz/Getty Images)

Den italienske skuespiller og instruktør Asia Argento (datter af ‘Suspiria’-instruktøren Dario Argento) var en af hovedpersonerne i afsløringerne af Harvey Weinstein tilbage i 2017, da hun sammen med blandt andre Rose McGowan fortalte om, hvordan den magtfulde Hollywood-producent havde forgrebet sig på hende.

Argentos vidnesbyrd mod Weinstein – detaljeret i Ronan Farrows skelsættende New Yorker-artikel – fik MeToo-bevægelsen til at eksplodere , og nu står hun frem med endnu en anklage mod en prominent Hollywood-skikkelse.

I forbindelse med udgivelsen af sin selvbiografi, ‘Anatomy of a Wild Heart’, fortalte Argento i weekenden til den italienske avis Il Corriere della Sera, at instruktøren Rob Cohen voldtog hende under optagelserne til actionfilmen ‘XxX’ i 2002. En film, hvori Argento spillede overfor Vin Dielsel.

»Det her er første gang, jeg taler om Cohen. Han misbrugte mig. Fik mig til at drikke en flaske GHB«, fortæller Argento.

GHB er en form for hurtigtvirkende bedøvelsesmiddel, der er set brugt i flere date rape-sager.

»Dengang vidste jeg ikke, hvad det var. Næste morgen vågnede jeg nøgen i hans seng«, beskriver Argento.

I et interview med det italienske talkshow ‘Verissimo’ lørdag aften, fortalte Argento endvidere, at det først var senere, da hun snakkede om oplevelsen med en ven, at det gik op for hende, hvad der var sket, og hvad GHB var.

På spørgsmålet om, hvorfor hun ikke er stået frem med sin historie tildligere, sagde Argento, at hun »ikke ville skabe en storm mere«. Men hun skiftede mening, da to andre kvinder i 2019 stod frem med lignende anklager mod Cohen:

Den ene kom fra en anonym kvinde, som fortalte til Huffington Post, at Cohen krænkede hende under et forretningsmøde i 2015, hvor de to skulle tale om et serieprojekt.

Den anden kom fra Cohens egen datter, Valkyrie Weather, der i en offentlig Facebook-post beskrev, hvordan Cohen misbrugte hende som barn, og tog hende med på besøg hos prostituerede, da hun var teenager.

Rob Cohen har afvist alle anklager, og udsendte i weekenden et statement via en repræsentant:

»Mr. Cohen afviser kategorisk Asia Argentos anklage om seksuelt overgreb som værende fuldstændigt usand«.

Cohen instruerede i 2001 den første ‘The Fast and the Furious’-film, der affødte en af Hollywoods mest populære franchises. Derudover har han også stået bag ‘The Mummy: Tomb of the Dragon Emperor’ fra 2008 og Sylvester Stallone actionbraget ‘Daylight’ fra 1996.

Asia Argento blev selv anklaget for seksuelle krænkelser i 2018 af sin tidligere medspiller Jimmy Bennett, der hævdede, at Argento havde sex med ham på et hotelværelse i Californien, da han var 17, og hun var 37.

Argento benægtede anklagen, og sagen blev afgjort med et forlig, betalt af Argentos daværende kæreste, den nu afdøde stjernekok Anthony Bourdain.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af