George Clooney og Netflix kan gå ind i det nye år med en af streaminggigantens største kommercielle succeser til dato i ryggen.
Hollywood-stjernens seneste blockbuster, ‘The Midnight Sky’, er ifølge Deadline på vej til at blive en af de mest sete originalfilm på Netflix.
Streamingtjenesten anslår, at op mod 72 millioner vil have set filmen inden for dens første 4 uger. Det vil i givet fald indbringe ‘The Midnight Sky’ en femteplads på listen over de mest populære film på Netflix til dato.
Ifølge Deadline har filmen ligget nummer et i hele 77 lande, mens den har været i top 10 i 93 nationer, siden den udkom 23. december.
‘The Midnight Sky’ har fået en blandet modtagelse både internationalt og herhjemme. Vores anmelder var ikke begejstret for science fiction-satsningen, der »stjæler med arme og ben fra nyere tids science fiction-værker i et desperat forsøg på at formulere en nogenlunde sammenhængende fortælling. Uden held«.
Som altid skal tallene fra Netflix tages med et vist forbehold, da streaminggiganten – så vidt vides – tæller alle, der har set over to minutter af filmen med i sin statistik. Ikke desto mindre giver listen et godt fingerpeg om, hvad Netflix’ over 195 millioner abonnenter finder interessant.