’The Midnight Sky’: George Clooneys nye film får ‘Bird Box’ til at ligne et mesterværk
Netop som man troede, at 2020 ikke kunne blive værre, kommer George Clooney dumpende ind fra højre med en kunstnerisk hjerneblødning, der giver den mytiske Netflix-skraldespand helt ny betydning.
’The Midnight Sky’ er prototypen på en übergenerisk film, der stjæler med arme og ben fra nyere tids science fiction-værker i et desperat forsøg på at formulere en nogenlunde sammenhængende fortælling. Uden held.
Filmen tager sit udgangspunkt i en slags omvendt ’The Martian’, når den isolerede videnskabsmand Augustine (spillet med sansebedøvende ligegyldighed af Clooney) skal forhindre rumskibet Aether i at vende tilbage til Jorden efter en mission, der – ikke ulig ’Interstellar’ og ’Ad Astra’ – skulle undersøge muligheder for liv på en nyopdaget måne ud for Jupiter.
Tre uger forinden er Jorden nemlig gået under efter en uspecificeret begivenhed, »The Event«, der lader til at have sprunget ozonlaget, så atmosfærisk stråling hastigt spreder sig over kloden. De sørgelige rester af menneskeheden har søgt midlertidig tilflugt under jorden, men ikke Augustine, der som Will Smith i ’I Am Legend’ eller Viggo Mortensen i ’The Road’ må navigere rundt i den postapokalyptiske verden mutters alene.
Han er kræftsyg og har valgt at ofre sin sidste tid ved at blive tilbage på sit arktiske forskningsanlæg for at forhindre besætningen på Aether i at flyve tilbage mod deres visse død.
Allerede her knækker filmen for ’The Midnight Sky’, der vil have en til at interessere sig for en resigneret, døende videnskabsmand, som ikke har andet på spil end at sende et telegram til et mere eller mindre ligegyldigt rumskib befolket af papirstynde karakterer, der fordriver tiden med at brainstorme potentielle navne til den gravide astronaut Sullys (Felicity Jones) ufødte barn.
Hvorfor det overhovedet er vigtigt at advare astronauterne om Jordens sørgelige skæbne, fremgår aldrig af filmen. For selv på lysårsafstand af kloden kan besætningen med al tydelighed se, at der er noget riv rav ruskende galt med den engang blå jordklode, som nu er muteret til en grålig masse.
Clooney forsøger at dække over det indholdsløse manuskript ved konstant at klippe frem og tilbage mellem livet på rumskibet, den monotone stilstand på jorden, hvor Augustine kigger surt ud over de arktiske sletter, og flashbacks fra hans unge dage. Men for hvert klip amputerer han sin egen film yderligere i en nedadgående spiral af slavisk forudsigelighed, når den ene højspændte udfordring efter den anden ramler ind i karaktererne som et godstog i et mislykket forsøg på at skabe fremdrift.
Det er som at se et trafikuheld i langsom gengivelse, når Clooney pludselig forsøger sig med en billig imitation af space walk-scenen fra ’Gravity’, eller når filmen forsøger at appellere til ens følelser, da en ung pige pludselig dukker op ved Clooneys side, så hun belejligt kan følge med ham over det arktiske landskab i en mere eller mindre overflødig redningsaktion.
Det virker mærkværdigt, at Clooney tilsidesætter (og glemmer) den store historie om menneskehedens overlevelse for at fokusere på et lidet originalt far-datter-plot, der tynges af gumpetung dialog og et twist, man gennemskuer på kilometers afstand.
Han har givetvis hjertet på det rette sted, når han vil fortælle historien om den afskårede videnskabsmand, der glemmer at leve livet på jorden, når han tilsidesætter alle nære relationer og isolerer sig i sin egen videnskabsboble, mens han søger efter nyt liv i en fjern, fjern galakse.
Men det indadskuende, psykologiske drama bliver aldrig til mere end en overfladisk og didaktisk påmindelse om at huske at leve livet med sine nærmeste, fordi familiebåndet kan overvinde alt – selv når verden har kurs mod selvdestruktion.
Med 20 minutter tilbage af filmen sad jeg stadig og ventede på, hvornår den ville gå i gang. Det gjorde den aldrig.
Kort sagt:
Det er svært at se, hvordan George Clooney kan rejse sig som instruktør efter ’The Midnight Sky’, filmen, der får selv ’Bird Box’ til at ligne et formfuldendt mesterværk.