Susanne Bier har instrueret to tv-serier, der begge er blevet markante hit: ‘The Night Manager’ og senest ‘The Undoing’ hos HBO.
Og nu går hun efter hattricket.
Den danske Oscar- og Emmy-vinder skal instruere serien ‘The First Lady’, der fortæller om amerikansk politik gennem øjnene på de amerikanske præsidentfruer. Bier indtager som på ‘The Undoing’ også en rolle som executive producer, hvilket gør hendes indflydelse over seriens endelige resultat endnu større.
Ingen ringere end Viola Davis skal spille Michelle Obama, mens Michelle Pfeiffer indtager rollen som Betty Ford. Også Eleanor Roosevelt vil figurere i første sæson, men det er endnu uvist, hvem der skal spille hende.
Serien laves for Showtime. Fremover vil alle Showtime-serier herhjemme komme på den kommende streamingtjeneste Paramount+, der lanceres 25. marts i Danmark.