Spoilers for hele ’The Undoing’.
Selvfølgelig var det ham:
Den søde, rare læge, der havde viet sit liv til at behandle kræftsyge børn. Livsledsageren, som New Yorks dyreste, om end overraskende ineffektive parforholdspsykolog Grace troede, at hun skulle blive gammel med. Familiefaren. Den charmerende, fumlende englænder med smilerynker så dybe som Grand Canyon, der tog godhjertet pis på amerikanernes high society-snobberi.
Hugh fucking Grant, som vi troede, at vi kendte ud og ind.
Tyg på den, når du genser ’Love Actually’ i juleferien og overvejer, om premierministerens crush på hushjælpen Natalie nu egentlig også er cute eller creepy…
Susanne Biers HBO-miniserie ’The Undoing’ (baseret på romanen ’You Should Have Known’ af Jean Hanff Korelitz) blev en gedigen international succes hen over efteråret, hvor alt fra Nicole Kidmans særegne grønne jakke (skabt af den danske kostumier Signe Sejlund) til sindrige whodunnit-teorier er blevet diskuteret ivrigt fra Vogue til The Times og i Twittersfæren, hvor blandt andre Ava DuVernay og Issa Rae gik i fan-selvsving op til finalen (førstnævnte satte sine penge på efterforskeren Joe Mendoza, spillet af Édgar Ramírez).
Hvem smadrede unge, ekshibitionistiske, arbejderklasse-Elenas gudesmukke ansigt med en hammer og efterlod hende i en blodpøl? Seriens relativt få hovedroller forvandlede spørgsmålet til en giftig omgang høvdingebold, som Bier forsøgte at spille rundt mellem karaktererne fra afsnit til afsnit for at lede dem og os på vildspor:
Elenas husbond Fernando (Ismael Cruz Córdova) med det iltre temperament havde et oplagt motiv – Elena (Matilda De Angelis) havde knaldet lystigt udenom med den læge, der i sin tid behandlede deres kræftsyge søn, og født hans barn efterfølgende.
Lægen Jonathans egen hustru, Grace (Nicole Kidman), kunne have begået et jalousidrab. Og måske endda glemt alt om det i en virkelighedsfortrængende adrenalinrus. Psykologen som morder? Jep, den er klassisk.
Herudover var der Graces frygtindgydende autoritære milliardær-far (evigt suspekte Donald Sutherland), som hadede sin svigersøn og godt kunne ligne typen, der havde rigelig magt til at frame sine fjender for mordet på Kennedy, hvis behovet opstod.
Graces stressede advokat-BFF (Lily Rabe) og professionel curling-mor misundte måske veninden hendes »perfekte« mand og liv. Og DuVernays totalt usandsynlige favorit, den uduelige Mendoza, kunne i et virkeligt ringe parallelkrimiunivers have haft en samfundsaktivistisk sidegeschæft med at få rige hvide røvhuller ned med nakken.
Endelig var der Grace og Jonathans 12-årige, über-priviligerede søn Henry (Noah Jupe), der kendte til farens affære og søreme – præ-finale-cliffhanger! – gemte mordvåbnet i sin violintaske. Efter lige at have kørt det et par gange igennem opvaskemaskinen på turboprogram (den uden tvivl neglebidende, timelange scene, hvori Henry bravt forsøger at få et styks oversize mukkert til at passe ind i en standardmodel fra Bosch, efterlod Bier beklageligvis på klippegulvet).
Den umulige skurk
Alle var de dog statister i Hugh Grants cirkus og heldigvis for det.
Fra første færd pegede pilene insisterende i Jonathans retning og i modsætning til utallige krimimysterier-for-dummies, var det her omvendt helt essentielt for fortællingens sammenhængskraft og budskab, at det vitterligt også var ham, der til sidst sprang ud som monster.
Det spændende ved serien var jo, hvor vellykket Jonathan kørte rundt med Grace og os, skønt han helt åbenlyst var skyldig. Hans bedrag var »the undoing« af ikke alene hans og Graces forhold, men også en test af vores dømmekraft, hvorfor castingen af Hugh Grant viste sig at være en genistreg.
Én ting var, hvad manuskriptet sagde, at Grace følte for sin mand efter mange års samliv, men for effektivt at erodere vores virkelighedsbillede og få os til at tilsidesætte større og større bjerge af bevismateriale, som fortællingen skred frem, måtte der nødvendigvis en skuespiller til, hvis image automatisk vækker så bred, entydig sympati, at hans karakter kun kunne være offer for en sammensværgelse.
En skuespiller, der i sin årtier-lange karriere sjældent har slået mørkere toner an, end når han agerede forkælet fuck boi over for Bridget Jones, Guy Ritchie-svindler for komisk effekt eller familiefilmsuperskurk ude efter marmelade-spisende Paddington.
Jovist, han viste mere dystre, tvetydige facetter i miniserien ‘A Very English Scandal’ forrige år. Men Hugh Grant som bestialsk morder ligefrem? Humbug!
Så meget desto mere isnende frydefuldt var det at se englænderen lægge ansigtet i spritnye, oprigtigt nederdrægtige folder i finaleafsnittet, hvor Jonathan indså, at det var game over. Og jeg kan kun forestille mig, at Grant selv må have haft en fest med at slippe fanden løs:
»We all lose ourselves sometimes«, ulvesmilede Jonathan i et tip på hatten til superpsykopaten Norman Bates’ ikoniske ’Psycho’-replik: »We all go a little mad sometimes«.
Djævlen var i intro-detaljerne
Den vilde afsløring i ’The Undoing’ var ikke, hvem der slog Elena ihjel, men hvor let vi alle lader os forvirre af bekræftelsesbias, som Sofie Gråbøls anklager forklarede i retssalen: Tilbøjeligheden til at lede efter eller fortolke informationer på en måde, der bekræfter vores egne hypoteser, i stedet for at søge efter noget, der går imod vores overbevisninger.
Og faktisk drillede ’The Undoing’ allerede vores bias inden for det første minut i introen, hvor Nicole Kidman selv croonede ’Dream a little dream…’ mens en lille rødhåret pige, angiveligt Grace, løb efter sæbebobler.
Se bare her:
Efter 54 sekunder: Den mest umiddelbare ledetråd præsenteres i form af en drengeskikkelse, der spejles på hovedet i mørkt vand. Et enkelt lyn flænser himlen over ham. Spejlingen antyder en uhyggelig dualitet, for naturligvis er drengen Jonathan som barn. Han er en anden under overfladen, og en storm er på vej.
Efter 1.20 minutter: Et tredje barn! Vi får et lynglimt af en lille pige, men det er ikke den rødhårede, der har spillet hovedrollen i introen op til da. Hende her har glat hår, og hendes billede er let forvrænget, da hun vises som en spejling i den glaskugle, Lille-Grace holder op for øjet.
Mon ikke det er Jonathans søster? Hende, der blev kørt over af en bil, da Jonathan som 14-årig skulle passe på hende, og hvis død han ikke begræd med en eneste krokodilletåre. Hvis han da ikke ligefrem også slog hende ihjel…
Jeg indrømmer gerne, at jeg ydermere frem til finaleafsnittet legede med en mere outreret teori om, at det var den rødhårede pige, der var lillesøsteren, og ikke Grace, som man naturligt ville gå ud fra. Ikke mindst fordi den stikkontakt man kan ane bag pigen ved 1 minut-mærket, er engelsk og ikke amerikansk.
Voksede Grace op i England ligesom Jonathan? Ikke så vidt vi ved. Har de bare ikke skænket kontakten en tanke, da de optog introen, og er jeg lige præcis ude på et overanalytisk bekræftelsesbias-overdrev, bedst som jeg selv har konkluderet, at serien sådan set spillede med pivåbne kort hele vejen igennem?
Ja, ja.
Men hey, det var præcis den form for gættelege, der gjorde serien så syndigt underholdende, sæbeopera-elementer, besynderligt overtøj og sporadisk overspil til trods.
RIP, ‘The Undoing’ og længe leve den nye, djævelske Hugh Grant.