»Jeg har styrtet rundt, men glæder mig ærligt og oprigtigt til at se den. For jeg tror, at den er så flot og vild«.
Ordene kommer fra Sofie Gråbøl om ’The Undoing’, der er baseret på en bestseller fra 2014. Omdrejningspunktet er parterapeuten Grace (Nicole Kidman), der umiddelbart lever det perfekte liv med kærlig læge-ægtefælle (Hugh Grant) og en teenagesøn på eliteskole. Grace tvinges dog til at overveje, hvor godt hun har fulgt sine egne parforholdsråd, da manden pludselig bliver hovedmistænkt i drabet på en ung kvinde.
Chefanklageren i sagen spilles af Sofie Gråbøl, og opgaven har gjort indtryk, fortæller hun, da vi fanger hende på en telefon før premieren.
»Vel har jeg arbejdet i udlandet før, men det her var ikonisk. At prøve at arbejde i USA, i New York af alle steder, og så i et court room drama. Og med Nicole Kidman, som er så dygtig, at det næsten er lidt uhyggeligt…«
Selv på telefonafstand er tonen i Gråbøls stemme ikke til at tage fejl af: Hun fangirler. Det forekommer mig paradoksalt, for jeg har lige lydt på samme måde over for min kæreste, da jeg fortalte, at jeg skulle ringes op af Sofie Gråbøl. Derfor flyver det ud af munden på mig, at vi er jo mange, der synes det samme om dig.
Latteren og et »dér røg din troværdighed som interviewer!« falder så prompte, at jeg føler mig nødsaget til at insistere: I hvert fald i mine lesbiske kredse er Sofie Gråbøl så stort et ikon, at der skrives fanfiction om hende.
»I Danmark? WHAT? Hvorfor har ingen fortalt mig det?? Det er sjovt! For jeg oplevede det i England, hvor jeg mødte mange fra de lesbiske miljøer, som var helt oppe og ringe over ‘Forbrydelsen’. De ville giftes med Sarah Lund. Så jeg har fået mange ægteskabstilbud derovre på grund af hende«.
Selvom Gråbøl har en inkarneret fanbase, bekræfter hun, at hun selv blev en fan i mødet med Kidman.
»Ikke bare lidt. Jeg var da totalt starstruck! Jeg må være ærlig og sige, at jeg måtte over en nerve, for jeg spiller en ret tough, kompetent, ambitiøs anklager«.
I mine noter har jeg brugt ordet »stålsat« om anklageren Catherine Hamper, og det kan Gråbøl godt lide.
»Det er et godt ord! Jeg ved jo så ikke, om det lykkedes mig, for jeg følte mig ikke specielt stålsat i min starstruckness, eller hvad man nu siger på dansk. Jeg holdt lav profil og gik ikke hen og klaskede Nicole Kidman i ryggen første dag. Men når man så er landet, så står man jo ved kaffebordet og sludrer helt almindeligt med de her mennesker. Og arbejdet er det samme, bortset fra at nogen har skruet op for volumen på det hele. Holdet er fire gange så stort. Mulighederne hundrede gange større for instruktøren og fotografen. Netop de retssalsscener, jeg lavede, var storslåede. Det gav følelsen af, at alt er løftet, og der er noget på spil«.
Nordisk flov
Der følger ekstraordinære muligheder med at være del af en kæmpe HBO-produktion, fortæller Gråbøl.
»Alle døre åbner sig for at lave research, og der var ressourcer til at få mig over i god tid. Så jeg nåede at tale med virkeligt interessante mennesker inden for retssystemet i New York. Vi er jo flasket op med amerikanske legal dramas, og jeg troede, at det var blevet en genre og et sprog i sig selv. Det kom bag på mig, at det faktisk er lige så teatralsk i virkeligheden.
Amerikanske anklagere og forsvarere er simpelthen skuespillere på en scene! De er helt ublu i deres brug af teatralske virkemidler. Det gav en følelse af at måtte overgive sig til den her arketypiske rolle af American prosecuter in a court room. Jeg er altid lidt nordisk flov, når noget bliver for meget, men her var jeg nødt til at springe glad ud i at omfavne klicheerne«.
I en scene slår Gråbøls karakter demonstrativt en hammer mod sin egen håndflade for at fange juryens opmærksomhed.
»Det var min egen dumme idé at slå den ned i min hånd, og vi tog den scene så mange gange, at jeg nærmest ikke kunne bruge hånden dagen efter!« griner hun.
Ud over tid til research fik Gråbøl sin egen såkaldte dialogue coach.
»En virkelig dygtig dame indtalte mine replikker, som vi bagefter arbejde med over Skype. Hun var også med på settet, så mellem optagelserne kommer et menneske lige hen og hvisker ’zzzz- huzzzband’ i ens øre. Jeg er ret nørdet, så jeg fandt det super interessant at zoome ind på, hvilken lyd et bestemt S skal have, for at det lyder newyorker-agtigt«.
Det lyder kompliceret at forblive i en rolle og samtidig være opmærksom på enkelte bogstaver, men Gråbøl opfatter kompleksiteten som et grundvilkår ved skuespil.
»Hele metieren er jo, at det ikke må kunne ses, hvor meget man tænker på at ramme sit mærke, huske sine replikker og have den rigtige udtale. Det er klart, at man mangler en umiddelbarhed på et sprog, der ikke er ens modersmål. På den anden side kan det føles som om man åbner døren til et nyt rum befriet for ens vaner for, hvordan ting skal lyde. Ligesom man kan tage et kostume på, kan man tage et sprog på og i den ydre udfordring finde sin karakter«.
Tyve år med Susanne Bier
Midt i alt det nye kunne man tro, at det er en fordel at have en dansk instruktør, men faktisk har Gråbøl ikke arbejdet sammen med Susanne Bier i over 20 år.
»’Den eneste ene’ havde jo jubilæum sidste år! Men jeg kender Susanne godt og var glad for at arbejde med hende igen. For Susanne, der har instrueret det hele, var det en tour de force. Hun har virkelig en sjælden stamina. Det er måske én af grundene til, at hvor nogle danskere kommer lidt desillusionerede hjem, er hun i den grad lykkedes internationalt…«.
Det kan godt være, de har kendt hinanden i årtier, men beundringen er frisk.
»Jeg sad tit og bare kiggede på hendes arbejde i den dér retssal. Det var så flot at se hende dirigere ubesværet rundt med det gigantiske apparat. Hun er så teknisk dygtig og samtidig et kompromisløst menneske, som ikke er bange for, hvad andre tænker. Derfor har hun bevaret sig selv og sit udtryk, og de her kæmpestjerner elskede tydeligvis at arbejde med hende. Jeg tror, mange på Kidman og Grants niveau bliver behandlet frygtsomt og med fløjlshandsker, fordi folk vil tækkes dem. Susanne er derimod direkte og tydelig, og man kunne se, hvor meget de nød det«.
Nogle vender desillusionerede hjem, andre trives i det internationale. Spørgsmålet er, hvor Gråbøl ser sig selv i det spektrum?
»Jeg nyder at tage ud, og lige den her serie var enormt forløsende. Men man bliver ikke altid udfordret kunstnerisk på samme niveau. Først er man benovet over, at ‘gud, jeg sidder i udlandet og har en trailer og en chauffør!’ Når det har lagt sig, så er det arbejdet, man vil forløses af. Og generelt får jeg tilbudt de mest interessante roller herhjemme. For eksempel starter jeg optagelserne på en ny dansk film på mandag. Den er vist ikke offentliggjort endnu, og det er nok ikke mig, der skal gøre det. Men det er et super spændende og udfordrende projekt«.
Gråbøl bliver tavs et øjeblik, inden hun konkluderer, hvor på spektret hun er – nemlig der, hvor hun allerhelst vil være:
»Hvor er man heldig at få lov til det hele! At man både kan rejse ud og få de vilde knibe-sig-i-armen-oplevelser i udlandet og så komme hjem og blive ved med at føle sig udfordret. På den måde er jeg privilegeret«.
’The Undoing’ kan ses på HBO Nordic fra 26. oktober.