Donald Glover fik sit store gennembrud som genial fiktionskreaktør med den suveræne ‘Atlanta’ hos den respekterede kanal FX, men mens vi venter på sæson 3 (og 4) af serien, har manden bag nu ladet sig lokke af et uimodståeligt tilbud fra en af branchens giganter.
Amazon har signet Donald Glover for et ottecifret millionbeløb. Og det er altså dollars, vi snakker om. Det skriver The Hollywood Reporter, der har historien fra anonyme kilder tæt på processen, men som dog ikke sætter specifikt beløb på. Men i praksis betyder det jo altså, at Amazon som minimum har betalt 10 millioner dollars – eller 60 millioner kroner – for at få Glover til at sætte sit præg på Amazon Primes indhold.
Aftalen indbefatter ifølge The Hollywood Reporter en form for indholdskanal, der både skal præsentere Glovers eget arbejde og kurateret indhold. Det vil sige, at han både selv skal skrive nye ting til tjenesten, men også skal executive producere andres projekter, heriblandt den kommende ‘Hive’, som efter sigende handler om en Beyoncé-lignende karakter.
Det første projekt fra Glover selv blev allerede annonceret forleden i form af ‘Mr. and Mrs. Smith’, hvor Glover teamer up med en anden af de seneste års største superstjerner i serielandskabet, Phoebe Waller-Bridge. Serien skal ud til næste år.
Ud over Donald Glover har Amazon også lavet en fast kontrakt med hans bror Stephen, som han skriver ‘Atlanta’ sammen med.
Og bare rolig: ‘Atlanta’ sæson 3 og 4 kommer stadig helt uanfægtet af den nye aftale. Indspilningerne skulle efter sigende begynde her i marts.
Sideløbende holder Glover også sin musikkarriere som Childish Gambino i live (selvom tidligere udsagn om det modsatte). I november sidste år annoncerede han, at han er på vej med et nyt album.