Der er grund til at spærre øjnene op, når to af tidens mest interessante serieskabere går sammen.
Amazon har netop udmeldt, at Phoebe Waller-Bridge (‘Fleabag’) og Donald Glover (‘Atlanta’) skal genindspille 00’er-klassikeren ‘Mr. & Mrs. Smith’ i en serieversion.
De to stjerner skal både medvirke i og skabe serien, der er sat til premiere i 2022. Ifølge en pressemeddelelse kommer serien til at præsentere et nyt take på spionfilmen fra 2005, der i dag nok er mest kendt for at føre Brad Pitt og Angelina Jolie sammen.
I filmen spillede Pitt og Jolie et ægtepar, der begge sidejobbede som internationale spioner og dræbermaskiner – uden at de vidste noget om den andens beskæftigelse, vel at mærke. I hvert fald indtil de bliver bedt om at eliminere hinanden af deres respektive arbejdsgivere.
Det er endnu uvist, hvordan Waller-Bridge og Glover vil nyfortolke forlægget, men med to kompetente serieskabere ved roret er der god grund til at glæde sig.
Glover fik stor succes som serieskaber med mesterstykket ‘Atlanta’, vores favoritserie fra 2018, hvis tredje og fjerde sæson angiveligt skulle lande i år. Og Waller-Bridge tog verden med storm med hitserien ‘Fleabag’, der høstede seks Emmy-statuetter og her på siden blev kåret til den bedste serie i 2019.