Kate Winslet medvirkede for ti år siden i den fremragende HBO-miniserie ’Mildred Pierce’ efter primært at have opbygget en stor karriere som skuespiller med film som ’Titanic’, ’Eternal Sunshine of the Spotless Mind’ og ’The Reader’. Dermed var hun med til at nedbryde påstanden om, at filmskuespillere tog et skridt ned af karrierestigen ved at medvirke i tv-serier.
Nu er hun aktuel med en ny HBO-serie, der har fået sin første trailer, nemlig krimidramaet ’Mare Of Easttown’.
Serien fokuserer på titelkarakteren Mare Sheehan, spillet af Winslet, en kriminalassistent der efterforsker et mord i et lille og lukket lokalsamfund. Samtidig har hun problemer på hjemmefronten, som hun må forsøge at balancere med sit krævende arbejde.
Serien instrueres af Craig Zobel, som tidligere har haft stor succes med et andet HBO-drama, ’The Leftovers’, hvor han var manden bag kameraet på tre afsnit, og er desuden skabt og skrevet af Brad Ingelsby, som også skrev filmen ’The Way Back’ med Ben Affleck.
I ’Mare Of Easttown’ får Winslet, der også er producer på serien, selskab af en række andre prominente navne som blandt andre Julianne Nicholson, Jean Smart, Evan Peters (aktuel i WandaVision), David Denman og Guy Pearce.
’Mare Of Eastwood’ er begrænset til syv afsnit i miniserieformat og vil få premiere på HBO Nordic 19. april.