Spørgsmålet om, hvorvidt virkeligheden omkring os er en simulation, er noget, der siden ’The Matrix’ (fjerde installation af franchisen lander efter alt at dømme i år) premiere i 1999 løbende har gennemsyret populærkulturen.
I traileren til Rodney Ascher’s dokumentar ’A Glitch in the Matrix’, der havde premiere på årets Sundance Festival, kommer simulationsteorien under fornyet fokus – med for mange nok overraskende resultater.
Aschers dokumentar læner sig tæt op ad ‘The Matrix’-præmissen. Med afsæt i en tale af science-fiction-forfatteren Philip K. Dick samt diverse videnskabelige, filosofiske og konspiratoriske teorier forsøger Ascher og hans dokumentarhold at finde ud af, hvorvidt vi som mennesker er fanget i ’The Matrix, og dermed påvise det umulige: At virkeligheden omkring os blot er en simulation.
Ascher har før gjort sig bemærket med undersøgelser af det konspiratoriske i ’Room 237’, der undersøgte forskellige fortolkninger af Stanley Kubricks ’The Shining’.
Med ’A Glitch in the Matrix’ tager han et spadestik dybere for at finde svar på, om vores verden i virkeligheden er en simulation styret af en ukendt entitet.