Fans af ‘Captain America: The Winter Soldier’ kan gode spænde sikkerhedsbæltet og skrue forventningerne til Marvels kommende superhelteserie ‘The Falcon and the Winter Soldier’ et nøk i vejret:
Ud fra den hæsblæsende trailer, der i weekenden blev vist under Super Bowl i USA, lægger det nye ‘Avengers’-spinoff på Disney+ sig nemlig tonalt og stilistisk langt tættere op ad, hvad de fleste fans kategoriserer som den bedste ‘Captain America’-film i franchisen, end det overmåde syrede format i den aktuelle (stærkt anmelderroste) Marvel-serie ‘WandaVision’.
Sidst vi så The Winter Soldier aka. Bucky Barnes (Sebastian Stan) og The Falcon aka. Samuel Wilson (Anthony Mackie) i ‘Avengers: Endgame’, sagde de to helte et endeligt farvel til bedstevennen og mentoren Captain America (Chris Evans), der gav stafetten – eller, skjoldet – videre til Falcon.
Men kan Falcon løfte dén enorme opgave?
I den nye serie kæmper han og The Winter Soldier mod forbrydersyndikatet The Flag Smashers og den lede Baron Zemo (Daniel Brühl), som spillede en central skurkerolle i ‘Captain America: Civil War’.
Og showrunner Malcom Spellman lover, at serien kommer til at dyrke en spionthriller-vibe i kombination med helteduoens humoristiske buddy-dynamik – en dynamik, der efter traileren at dømme ikke kører helt på skinner i begyndelsen af historien.
‘John Wick’-skaberen Derek Kolstad har været med inde over manuskriptet, og de seks episoder har et budget på 25 millioner dollars, hvorfor seriens samlede budget kommer til at matche de første Marvel-superheltefilm.
‘The Falcon and the Winter Soldier’ får premiere på Disney+ den 19. marts.
‘