Shia LaBeouf tager en pause fra sit skuespil. Således lyder det via Variety, der beretter, at LaBeouf er blevet indlagt på et behandlingssted.
Nyheden lander i kølvandet på et par stormombruste måneder for LaBeouf, idet hans ekskæreste FKA Twigs i december sagsøgte ham for psykiske og fysiske overgreb og misbrug i den tid, de to var kærester – en tid, der ifølge Twigs efterlod hende med PTSD. Twigs’ søgsmål involverer også andre af LaBeoufs ekskærester, der ligeledes vidner om skuespillerens fysiske og psykiske overgreb.
Ifølge Variety tager LaBeouf en pause for at kunne fokusere på at komme sig og at få den hjælp, han har indrømmet, han har brug for. Hollywood-bureauet CAA, der repræsenterer Shia LaBeouf, holder ligeledes en pause fra deres samarbejde med LaBeouf, hvilket allerede har stået på i godt en måned.
Da Twigs’ sagsanlæg blev offentliggjort, svarede Shia LaBeouf på anklagerne i en email The New York Times. Her skrev han blandt andet, at han ikke havde nogen undskyldninger for sine aggressioner og alkoholisme: »Jeg har mishandlet mig selv og alle omkring mig i årevis. Jeg har en historik med at såre mine nærmeste. Jeg skammer mig over det og undskylder over for dem, jeg har såret«.
Shia LaBeoufs udskrivning fra behandlingsstedet afhænger ifølge Variety af hans bedring.