‘Black Widow’ kommer på Disney+ samtidig med biografpremieren

‘Black Widow’ kommer på Disney+ samtidig med biografpremieren
Scarlett Johansson som Black Widow i 'Captain America: Civil War'. (Foto: PR)

For tiden gør Disney alt, hvad de overhovedet kan, for at lokke brugere over på deres streamingtjeneste. En ny strategi til dette formål er at give ventede film, som oprindeligt var planlagt til at komme i biografen, eksklusiv streamingpremiere.

For eksempel kan man i øjeblikket finde animationsfilmen ‘Raya og den sidste drage’ som en såkaldt Premier Access-titel på Disney+. Det indebærer, at man skal betale 179 kroner oveni sit abonnement for at se den (inden den bliver tilgængelig for alle abonnenter 4. juni).

Tendensen affødt af streamingkrigen sammenholdt med en virusramt biografbranche får nu også betydning for Marvel-filmen ‘Black Widow’, der oprindeligt skulle være kommet ud i april sidste år, men som så meget andet er blevet corona-udskudt.

The Hollywood Reporter skriver således, at blockbusteren med Scarlett Johansson får Premier Access-premiere på Disney+ samtidig med biografpremieren, og Kino.dk melder, at det samme er tilfældet herhjemme. Superheltefans kan finde filmen begge steder fra 9. juli.

Disney+ har også tidligere annonceret, at de kommer til at huse Oscar-favoritten ‘Nomadland’ fra 30. april, hvilket vil sige, at filmen får streamingpremiere i hvert fald en uge inden biograferne kan være med.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af