’Raya og den sidste drage’: Disneys nye, modige heltinde mangler kant
Vi mennesker kan kun opnå fred og harmoni, hvis vi lærer at have tillid til hinanden på tværs af kultur- og landeskel. Det er det opbyggelige budskab i Disneys nye animationsfilm ‘Raya og den sidste drage’, der desværre er ligeså forudsigelig og tandløs, som den er velment, aktuel og woke.
Filmen følger Raya (med stemme af Kelly Marie Tran), en moderne og kampklar Disney-prinsesse, som er datter af høvdingen af riget Heart, Benja (Daniel Dae Kim). Som filmen forklarer i en informationstung prolog, udgør Heart en femtedel af det engang forenede sydøstasiatiske land Kumandra.
Men for 500 år siden blev landet splittet af en form for tågemonster ved navn Druun, der finder næring af menneskers stridigheder og under en fatal konflikt forvandlede både en masse mennesker og de drager, som levede side om side med menneskene og holdt jorden frodig, til sten. Landet blev splittet i fem samfund, der siden har bekriget hinanden. De andre riger er særligt bitre på Heart, fordi de besidder den magiske dragejuvel, som er menneskenes eneste værn mod Druun.
Benja har trænet Raya til at bevogte juvelen. Men da han i et forsøg på at række hånden ud inviterer lederne fra de andre riger til middag, forsøger Raya at udvise samme tillid og åbner sig over for den jævnaldrene prinsesse Namaari (Gemma Chan) fra riget Fang, som hun viser juvelen. Det giver bagslag, da Namaari kun har charmeret sig ind på Raya for at stjæle juvelen og har et bagholdsangreb parat. I en slåskamp mellem alle gæster splintres juvelen i fem dele, der ender i hvert rige. Kampen fremmaner Druun igen, og Benja bliver til Rayas forfærdelse forstenet.
Vi møder Raya igen seks år senere, hvor hun er på jagt efter den sidste tilbageværende, men nu forsvundne drage, Sisu, for at få hjælp til at samle stenen. Filmen skøjter let over mellemregningerne og lader Raya finde og vække Sisu til live i et snuptag. Dragen, der ligner en farverig blanding af en My Little Pony og Falkor fra ‘Den uendelige historie’, er mere fjollet end frygtindgydende.
Med veloplagt stemme af komikeren Awkwafina bliver Sisu i vanlig Disney-stil heltindens ping pong-buddy og filmens comic relief. Og hun viser sig som en både nyttig og opmuntrende følgesvend på Rayas lange rejse gennem de fire riger, hvor hun forsøger at finde juvelstykkerne. Hvert sted samler de desuden en ny hjælper op, og sammen hjælper de Raya til at genvinde sin brudte tillid til menneskeheden.
Kønspolitisk er det forfriskende, at Raya hverken tvivler på sine egne evner eller lader sig distrahere af en mand, sådan som Disney-heltinder har til vane i alt fra ‘Mulan’ til ‘Frost’. Derimod udvikler hun sig gennem venskaberne til Sisu og Namaari og er motiveret af at redde sin far.
Raya er kvik, modig og dygtig til kampsport. Men så har hun desværre heller ikke flere personlighedstræk. På samme måde er filmen skuffende generisk, som et opkog af Disney-fortællinger om gæve heltinder på redningsaktion, som vi har set tusind gange før og langt mere overraskende, charmerende og magisk i film som ‘Mulan’, ‘Prinsessen og frøen’, ‘To på flugt’, ‘Frost’ og ‘Vaiana’.
Disneys forsøg på at være inkluderende over for ikke-vestlige kulturer er prisværdig, men så meget mere ærgerligt er det, at universet og fortællingen ikke føles specifik, som den fx gør med mexicanernes forhold til de døde i Pixars ‘Coco’ eller den sorte jazzkultur i ‘Sjæl’. Disneys tonedøvhed afslører sig også i en shitshorm over, at stemmecastet bortset fra Kelly Marie Tran, der har vietnamesisk baggrund, består af østasiatiske skuespillere.
Mens Raya animationsmæssigt er lidt for dukkeagtig til min smag, må man til gengæld rose Disneys animatorer for at have skabt en visuelt imponerende og detaljeret verden, hvor hvert rige har distinkte naturmæssige og kulturelle kendetegn – fra en livlig flydende handelsbazar til golde ørkener, fugtige regnskove og snedækkede bjerge.
En skam at man ikke kan lade sig bjergtage af dén del i biografen.
Kort sagt:
Disneys nye eventyr om en modig heltindes kamp for at samle en splittet verden er sympatisk og flot, men uden personlighed eller kant.