I nat blev Golden Globe-priserne uddelt, og blandt de nominerede i kategorien for bedste mandlige skuespiller i en dramafilm var afdøde Chadwick Boseman med sin rolle i ’Ma Rainey’s Black Bottom’.
Bosemans enke, Taylor Simone Ledward, sad klar til at modtage sin mands pris og leverede i samme ombæring en særdeles rørende takketale på vegne af sin afdøde mand, hvor hun da også kæmpede med at holde tårerne tilbage.
»Han ville takke gud. Han ville takke sine forældre. Han ville takke sine forfædre for deres rådgivning og deres ofre«, indledte Ledward Boseman talen.
»Han ville sige noget smukt, noget inspirerende, noget der kunne styrke de små stemmer i os alle sammen, der siger til dig at ’du kan godt’, som fortæller dig, at du skal blive ved, der får dig tilbage til det, som du er bestemt til at gøre i dette historiske øjeblik«.
Hun benyttede desuden lejligheden til blandt andet at takke Bosemans kollegaer i ’Ma Rainey’s Black Bottom’, filmens instruktør George C. Wolfe, Netflix og mentoren Denzel Washington.
»Jeg har ikke hans ord, men vi bliver nødt til at udnytte disse øjeblikke til at fejre dem, vi elsker, så tak HFPA (Hollywood Foreign Press Association, red.) for denne mulighed til at gøre præcis det. Og skat, keep ’em coming. Tak«, afsluttede hun.