OBS: Artiklen er opdateret for yderligere at understrege aldersforholdet i ‘Ginny & Georgia’.
KOMMENTAR. Det er alment kendt, at Hollywood ynder at caste yngre kvinder i moderroller, hvor de spiller over for »børn«, de i bedste fald skulle have fået i skoletiden (hej, Mila Kunis i ‘Bad Moms’), og i værste fald selv kunne have gået i skole med i virkelighedens verden.
Eksempler fra sidstnævnte kategori tæller Mrs. Robinson i klassikeren ‘The Graduate’, hvor 35-årige Anne Bancroft spillede en midaldrende cougar, der forfører 29-årige Dustin Hoffman, og ‘Alexander’, hvor 29-årige Angelina Jolie spillede mor til 28-årige Colin Farrell. Og nu vil Netflix anno 2021 søreme også lege med.
Fordi fremskridt.
Et voila: Komedien ‘Ginny & Georgia’, der i øjeblikket hitter på den danske Netflix-top 10, og hvor 31-årige Brianne Howey spiller mor til 24-årige Antonia Gentry.
Ja, Howey skal forestille at være en ung mor i historien.
Men mor til en voksen kvinde ligefrem? En kvinde, som dermed skal lægge voksenkrop til en teenagepige?
Det er en bevidst manipulation af kvindelige skuespilleres aldre og seksualiseringen af virkelige unge piger, og resultatet fremstår som en hån mod både skuespillerne selv såvel som seerne, der skal forsøge at lukke øjnene for skævvridningen.
Hvem der bare havde været en flue på væggen i dén castingproces (serien har i øvrigt også pisset Taylor Swift af, dog af helt andre grunde).
Ifølge den amerikanske caster Allison Estrin, som har arbejdet på blandt andet ‘Pitch Perfect’ og ‘Spider-Man: Homecoming’, er en af grundene til, at vi fx ser så mange unge kvinder i mødreroller, at der slet og ret stadig bliver skrevet flere af slagsen end faderroller i Hollywood:
»Kvinder er helt klart yngre, når de bliver castet som mødre – helt ned til de tidligere 20’ere. I min erfaring bliver mænd som regel ikke castet som fædre, før de er i hvert fald midt i 30’erne«, forklarede Estrin til Refinery29 tilbage i 2017.
Hvis de da ikke er næsten dobbelt så gamle:
Husker du også gyserfilmen ‘You Should Have Left’ fra sidste år, hvor 61-årige Kevin Bacon spillede småbørnsfar sammen med 34-årige Amanda Seyfried som hans baby mamma…?
Aldersproblemet er langt fra forbeholdt den amerikanske underholdningsbranche, og den er således også gal i den moderne danske andedam, hvor vi især ser kvinder castet »opad«. Det afslørede de kvindelige skuespillere Julie Agnete Vang, Laura Drasbæk og Ditte Hansen i et interview til Soundvenue sidste sommer:
»Jeg spiller tit 10 år ældre i mine roller. Der kan stå ’flot 40-årig’ eller ’flot 45-årig’ i manuskriptet. Hvis man manipulerer med folks alder ofte nok, får man langsomt masseret en fejlagtig ide ind i samfundet om, hvordan kvinder på 40, 50, 60 osv. ser ud. Det er skide synd for kvindelige publikummer, der tænker ’Skal jeg spejle mig i det der?’, når en på 42 i virkeligheden er 32«, fortalte Julie Agnete Vang, som blandt andet er kendt fra ‘Når støvet har lagt’ sig og ‘Mødregruppen’.
Fremstillingen af kvinders alder i fiktionen er absurd.
Og blot fordi ‘Ginny & Georgia’ forsøger at ramme plet med én hovedrolles fødeår, får Netflix immervæk ingen point for at videreføre en lang og uskøn tradition for at drive gæk med vores opfattelse af »normale« aldersforhold kvinder imellem – og tilmed purunge pigers fremtoning på skærmen.