Efter at have spyttet populære Hollywood-film ud gennem tre årtier, blev der pludselig stille omkring Eddie Murphy i starten af 2010’erne. Fra 2013 til 2019 medvirkede komikeren kun i én film, ‘Mr. Church’ i 2016, og det var der en meget konkret grund til: Razzie Awards.
Golden Raspberry Awards, også kendt som Razzies, er som bekendt en famøs prisuddeling, der hvert år kårer de værste præstationer i den amerikanske filmbranche. Her blev Murphy efterhånden et fast navn til prisfesten – i en sådan grad, at det blev en øjenåbner for ham.
»Jeg lavede dårlige film«, siger Murphy over for Marc Maron i sidstnævntes ‘WTF’-podcast. »Jeg var sådan, ‘det her shit er ikke sjovt. De giver mig Razzies«.
Murphy vandt en Razzie for sit skuespil i ‘Norbit’ og har fået mange flere nomineringer ud over det. Desuden blev han tildelt prisen for årtiets værste skuespiller i 2010.
»De motherfuckers gav mig en ‘væreste skuespiller nogensinde’-razzie, så jeg tænkte, ‘måske er det på tide at tage en pause’«, siger han i podcasten. »Jeg ville kun tage en pause i et år, men pludselig var der gået seks år, og jeg sidder i sofaen, og jeg kunne godt side i sofaen uden at forlade den, men jeg vil ikke have, at det sidste, de ser mig gøre, er noget bullshit«.
Eddie Murphy gjorde comeback med den ganske velmodtagede ‘Dolemite Is My Name’ og er i øjeblikket aktuel med ‘Coming 2 America’.
»Planen var at lave ‘Dolemite Is My Name’, ‘Saturday Night Live’, ‘Coming 2 America’ og så lave noget stand-up og se, hvordan jeg havde det bagefter. Så kommer de idet mindste til at vide, at jeg stadig er sjov«.
I 2019 blev Eddie Murphy tildelt en ‘Razzie Redeemer Award’ for at være kommet tilbage på rette spor med sin præstation i ‘Dolemite Is My Name’.