’Håb’: Norsk Oscar-kandidat er en varm og gribende film i Linklater-klassen

Timing er vigtig – i kærlighed, i livet, men også i mødet med en film.

Jeg ville næsten ønske, at jeg havde mødt den norske ‘Håb’ for blot et par måneder siden.

Den Oscar-shortlistede film er nemlig en varm og ærlig fortælling af den slags, der gør sig bedst, når vintermørket strammer, selvom julen står for døren. Og som kan lyse særligt klart, når smittetal synes uoverkommelige og sommeren uendeligt fjern.

’Håb’ starter lidt før jul og slutter et par dage inde i det nye år. Mellemtiden byder på en ekstraordinær hård juletid for det karrieretravle middelklasse-par Anja og Tomas samt deres store kuld af børn/bonusbørn. En tidligere lungekræft har spredt sig i Anjas krop og bosat sig som en stor grum svulst i hjernen. Håbet synes ude og sygdommen temmelig terminal: Anja har i værste tilfælde kun tre måneder tilbage at leve i.

Men intet er som bekendt så skidt, at det ikke er godt for noget. »Det er næsten, som om vi er på arbejde sammen«, siger Anja, da parret trasker fra den ene lægefaglige konsultation til den anden. Det intense behandlingsforløb bliver til en slags parterapi på speed. Som en anden corona-virus tvinger kræftsygdommen det travle par til at stoppe og se hinanden dybt i øjnene. Sådan rigtigt. På den smertefulde, forløsende måde. For første gang i årevis.

På hospitalsgangene og i venteværelset mellem liv og død åbenbarer ’Håb’ sig som en realistisk menneske- og parforholdsskildring af fineste skuffe. Jeg tror, Richard Linklater (‘Before-trilogien’, ‘Boyhood’) ville nikke anerkendende. Ikke mindst af de stærke skuespilpræstationer. Andrea Bræin Hovig er i rollen som Anja en intens, ægte, sprudlende bombe af (k)ærlighed og frustrationer. Og Stellan Skarsgårds evigt øretæveindbydende stoiske fjæs passer som fod i hose til ægtefællen Tomas, boksepude for Anjas verbale slag.

Meget af æren kan dog tilskrives instruktør og manuskriptforfatter Maria Sødahl. Hun har – ganske bogstaveligt – lagt liv og sjæl i fortællingen, der er baseret på hendes eget kræftforløb. Man tror faktisk på hende, når hun i starten af filmen skriver, at alt fremstilles, som hun husker det. Filmens samtaler virker ærlige, urenskurede, sobre og til tider realistisk komiske. Men bag de til tider hårde ord gemmer sig også et stort varmt bankende hjerte af håb. På at lyset og kærligheden kan genkomme, selv når alt synes allermørkest.

Filmen fik premiere i Norge, få måneder før coronaen ramte. Derefter spredte den sig rundt i Europa og USA, hvor den for en tid sneg sig med i Oscar-kapløbet, og har nu fundet sin plads på de danske streaminghylder hos Grand Hjemmebio, Viaplay og Blockbuster.

Der er ingen tvivl om, at ’Håb’ gør sig særligt godt i en mørk tid, hvor hele verden har brug for at se lyset for enden af et langt sygdomsforløb.

Men selv uden høje smittetal og vintermørke er ’Håb’ en gribende god film. Timing er trods alt ikke alt.

Kort sagt:
Det Oscar-shortlistede, norske ‘Håb’ er en håbefuld, præcis, varm og sober skildring af et parhold i krise.