’Ud og stjæle heste’: Dansker sætter store billeder på filmatisering af norsk kraftpræstation
Før jeg så Hans Petter Molands ‘Ud og stjæle heste’, gjorde jeg noget, man aldrig skal gøre. Jeg genlæste bogen, hvorpå filmen er baseret.
Per Pettersons kraftpræstation af en roman var dugfrisk i min hukommelse. Jeg kunne stadig høre elven bruse, lugte den berusende blanding af sved og træspåner, smage den bittersøde tiltrængte kaffe efter en dag med hårdt fysisk arbejde og høre de omtrent lige så bittersøde tanker, der rumsterer rundt i den aldrende normand Tronds hoved, når han i sin nye tilværelse som enspænder og enkemand tænker tilbage på en skæbnesvanger sidste sommer med sin far i det norske sommerland.
Problemet med at genbesøge forlægget umiddelbart før et nyt møde med en filmatisering er, at man nærmer sig sidstnævnte med næsten barnlige forbehold.
Jeg var med andre ord stadig så knyttet til bogen og det univers, vi havde skabt sammen, at jeg følte en vis uvilje mod at lade andres fortolkninger af værkets billeder og følelser overtage pladsen.
Særligt uvillig var jeg til at se den svenske verdensstjerne Stellan Skarsgård træde ind i rollen som hovedpersonen Trond, der for mit indre blik er en lille mørkhåret, norsk gut med en helt anden blid fremtoning. Og jeg ved godt, det er uretfærdigt. For der er ingen tvivl om, at Skarsgård med sit bedrøvelige stenansigt og tydelige format er som skabt til rollen som »drengen med guldbukserne«, der snubler hovedkulds ned i de barndomsminder og daddy issues, han ellers havde fortrængt.
Ikke desto mindre skurrer det at se ‘Mamma Mia’- og ‘Chernobyl’-skuespilleren i de norske snedriver, hvor han tydeligvis ikke hører hjemme. Men det gør Trond jo på sin vis heller ikke. Så på den måde er han måske alligevel meget velvalgt.
Jeg vænner mig aldrig helt til Skargårds nærvær i historien. Til gengæld overgiver jeg mig hurtigt til kameraarbejdet af Rasmus Videbæk, der helt fortjent har modtaget en Sølvbjørn for sit greb om den norske natur.
Jeg kunne næsten føle de kolde vandsprøjt fra den brusende elv, der løber som en hovedpulsåre gennem Per Pettersons roman. Med sit kamera løfter Videbæk naturen fra kulisse til karakter i egen ret – og slår samtidig fast, at vi i Norden faktisk godt kan overbevise med andre farveskemaer end gråt, sort og blåt.
Jeg var også glad for Jon Ranes fortolkning af den unge udgave af Trond. Og ligesom han nød jeg synet af danske Danica Curcic, der træder fuldstændig ubesværet ind i rollen som genstand for den unge drengs fremspirende fornemmelser for svigt, misundelse og begær.
Sammen med en meget maskulint overbevisende Tobias Sandelmann aka. den unge Tronds far indtager de alle kompetent deres positioner i scener, der troligt og elegant orkestreres af instruktør og manuskriptforfatter Hans Petter Moland (‘Flaskepost fra P’, ‘En ganske rar mand’).
Man fornemmer, at han heller ikke har villet slippe bogen, da han kastede sig over filmprocessen. Romanens mange dramatiske øjeblikke glider elegant ind på række, og bogens fortællestemme omsættes, med nøje udvalgte citater, til en næsten ikke anmassende voiceover, leveret af Skarsgård.
Alt i alt skaber han med ‘Ud og stjæle heste’ en fornem og meget tro filmatisering, der elegant og sømløst binder romantrådene sammen til det store lærred. Måske næsten for sømløst. Noget går i hvert fald tabt undervejs. Eller også er det bare mig, der skal lære at give slip.
Kort fortalt: ’Ud at stjæle heste’ er en tro, elegant og flot filmatisering af Per Pettersons forlæg af samme navn.