’Barn’: Norsk hverdagstragedie er som et endeløst forældremøde

3 6
’Barn’: Norsk hverdagstragedie er som et endeløst forældremøde
'Barn'.

Tragedien kan lure lige om hjørnet. Især hvis man lider af katastrofetanker. Selv kan jeg ikke cykle en tur uden glimtvis at tænke på at blive kørt ned eller for den sags skyld køre i bil uden at frygte selv at køre nogen ned.

Den norske instruktør Dag Johan Haugerud bringer forældreversionen af den småneurotiske katastrofetankegang i spil som et ensembledrama med udgangspunkt i den værste dagligdagstragedie: Hvad ville der ske, hvis et barn, måske endda ens eget, kom til at slå et andet barn ihjel?

På en moderne folkeskole i Oslo slutter en konflikt foran et fodboldmål mellem de 13-årige venner Lykke og Jamie brat, da pigen måske/måske-ikke slår drengen i hovedet med sin skoletaske, så han dør af det. Sort, sort uheld.

Drengens abrupte dødsfald bliver omdrejningspunkt for et væld af andre relationelle gnidninger, der sitrer mellem lærere og forældremiljøet på skolen. For det farver hurtigt håndteringen af den tragiske begivenhed, at Lykke og Jamies fædre er politikere på hver deres ende af det ideologiske spektrum.

Med en slet skjult stikpille til den politiske korrekthed er det endda barnet af venstrefløjspolitikeren, der slår fra sig med døden til følge. ’Vikings’-skuespiller Thorbjørn Harr spiller den sorgramte far og højrefløjspolitiker Per Erik Lundemo, hvis kontroversielle højrenationalistiske tilhørsforhold skal lege med vores sympati. Skolens lærere og forældre har desuden vidt forskellige versioner af, hvorvidt Lykke er en nedladende supermobber eller en almindelig empatisk pige med lidt højtflyvende meninger.

(Foto: ØFP Presse.)

Tingene bliver yderligere forviklet af, at tragedien også giver knas i de personlige forhold for skolens rektor, Liv, mens hun sideløbende skal tage stilling til mediestrategi, konflikthåndtering og mægling i en sådan grad, at praktikken næsten overskygger sorgen. For vi følger også hendes bror Sigurd, børnenes klasselærer, der døjer med skyldfølelse over vistnok at have flirtet med den nye lærerstuderende i stedet for at være gårdvagt i det skæbnesvangre frikvarter.

Til at binde rubiksterningen af fortællinger sammen agerer kameraet medfortæller, så det vækker mindelser om samtidige satirer som Ruben Östlunds ’Force Majeure’, blot med en næsten antikomisk seriøsitet. Dog virker det i nogle tilfælde, som om der engang har været en komisk bagtanke med nogle af scenerne. Eksempelvis skal vi gentagne gange se karaktererne okse på cykel op ad den samme stejle bakke, men effekten er meget svær at få øje på.

’Barn’ vil gerne lege med vores grundopfattelse af ansvar børn og voksne imellem, men også tematisere det dyriske forældreinstinkt. Lidt a la Roman Polanskis sorthumoristiske kammerspil ’Carnage’, hvor to forældrepar mødes til en udredning af et børneslagsmål, blot med mere tragisk fortegn.

’Barn’ er mindre interesseret i at behage eller underholde. Men som et dårligt møde kredses der alt for længe om sagens kerne. Der tales for meget og handles for lidt. Således overskygger de lange mellemakter filmens ellers interessante emne: traumehåndtering. Hvor lavinen og humoren i ’Force Majeure’ gjorde hverdagsfortællingen til en fremadstormende skitur af kritisk satire, mister Haugeruds film pusten i sin vidstrakte ensemblefortælling. Den føles mere som en bumletur på rumpekælk.

Den fandenivoldskhed, der ligger i filmens engelske titel, ’Beware of Children’, berører dens mest presserende spørgsmål, nemlig om barnet Lykke skal stilles til ansvar for sin uheldige, forfærdelige handling. Hvad betyder det egentlig at stille børn til ansvar? Til sidst står man tilbage med skyld og skam, men desværre ikke så meget andet.

Det ellers velplacerede kamera skaber en distance, så det er svært at engagere sig følelsesmæssigt.

Man tager sig selv i at fantasere om den mere stiliserede og virkelighedsfjerne måde, ’Sharp Objects’ dyrkede absurditeten i børns moral. Der er selvfølgelig langt fra udpint sydstatsgotik til norsk hverdagsdrama i fortættet skumring, men i sidste ende bliver ’Barn’ desværre mudret til af de voksnes mavepine.


Kort sagt:
Instruktør Dag Johan Hagerud leverer et velformuleret og scenisk stykke stof til eftertanke, men i sit lavmælte navlepilleri føles det som at være tilskuer til et endeløst forældremøde.

Spillefilm. Instruktion: Dag Johan Haugerud . Medvirkende: Henriette Steenstrup, Jan Gunnar Røise, Thorbjørn Harr, Andrea Bræin Hovig, Hans Olav Brenner . Spilletid: 157 minutter . Premiere: Den 28. februar
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af