’The Little Things’: Denzel Washington, Jared Leto og Rami Malek havde fortjent en bedre film

Instruktør og manuskriptforfatter John Lee Hancock (’The Blind Side’, ’The Highwaymen’) fik sit førsteudkast til seriemorderfilmen ’The Little Things’ afvist af blandt andre Steven Spielberg tilbage i 1993. Han skulle nok ikke have ventet hele 28 år med at realisere filmen selv. I 2021 fremstår den erfarne instruktørs film som et træt genopkog af seriemordergenren, som især David Fincher har gjort til sit speciale.

Her er ellers alt, vi efterhånden forbinder med genren: blaserte retsmedicinere, de mørke gerningssteder kun nødtørftigt oplyst af stavlygter, kvinderne, der synger sorgløst med på bilradioen, indtil lygterne fra en fremmed bil gennembryder nattemørket.

’The Little Things’ er tålelig underholdning især i kraft af sine gode skuespillere og de noir-mættede billeder af Los Angeles. Ikke desto mindre henfaldt jeg hurtigt til en slags klichebingo, mens filmen rullede forbi. Der er så meget i denne film, man har set så mange før: Samtalerne strømer til strømer med en flaskeøl ved bardisken efter fyraften, det obligatoriske visit hos den unge strømers billedskønne kone og børn, den pragmatisk kyniske samtale hen over et nyt ungt lig i obduktionslokalet.

Denzel Washington spiller Joe Deacon, en ferm politimand, der egentlig har forladt drabsafdelingen hos LAPD for en mere fredelig tilværelse som provinsbetjent. Da han vender tilbage i et ærinde, bliver han dog hurtigt suget ind i en seriemordersag, idet hans unge efterfølger Jim Baxter (Rami Malek) sagtens kan bruge den ældre betjents hjælp.

Det ene lig efter det andet materialiserer sig. Unge kvinder forsvinder, og politiet er uden spor. Det er en effektiv, velafprøvet formular, men filmen er fatalt længe om at komme i sving, og først når Jared Letos utilregnelige Albert Sparma dukker op på scenen, bliver filmen interessant. I hvert fald så længe sidstnævnte er på skærmen. Sparma får en pervers fornøjelse ud af at manipulere mænd med skilt og pistol. Han har et udseende, der er som en lærebogstegning af en seriemorder i traditionen fra Charles Manson. Han er tydeligvis et hjerteløst creep med døde øjne og en knivskarp tunge, der kan give selv retskafne strømere blodige drømme om selvtægt. Men er han også den eftersøgte kvindemorder?

Med Denzel Washington som førsteviolin er der altid et vist niveau. Det er vist kun Tom Hanks blandt nulevende amerikanske skuespillere, der på samme måde som ham kan tænde for en karisma-glødelampe med samme selvfølgelighed, som vi andre binder vores snørebånd eller piller os i næsen. Og, bedre endnu, vi ved fra Washingtons fordrukne flykaptajn i ’Flight’ og hans korrupte narkostrømer i ’Training Day’, at han, modsat Hanks, ikke er bleg for at spille mere moralsk problematiske karakterer. Også i ’The Little Things’ får man ret tidligt færten af, at et eller andet er ude af balance.

Rami Malek er også god som den unge, lidt ferske college-strømer, der skal lære sin metier rigtigt at kende. Det er fedt at se Freddie Mercury-skuespilleren i en genrefilm som denne. Han kan sagtens spille langt mindre flamboyante mandfolk lige så overbevisende.

Men alle gode kræfter har fortjent bedre end denne film, der aldrig formår at finde sin egen identitet. ’Hannibal’, ’Zodiac’, ’Mindhunter’ og selvfølgelig ’Seven’ kaster sine slagskygger langt ind over nærmest hver eneste scene i filmen.  

Afslutningen er mudret. Den var nok for radikal for Steven Spielberg i 1993, men også i 2021 er det en finale uden forløsning.

Kort sagt:
’The Little Things’ er en meget lille seriemorderfilm, der dog er heldig at have store skuespillere i sine centrale roller.