‘Two Weeks to Live’: Ny serie bringer Maisie Williams tættere på glemslen
Emma Watson sagde engang, at hun og hendes unge medspillere stod over for den største prøvelse efter premieren på den ottende Harry Potter-film. Troldmandstrioen skulle smide Hogwarts-kapperne og vise, at der gemte sig alsidige og professionelle skuespillere under dem.
Det samme gælder Maisie Williams nu: Hun voksede som bekendt op i giganthittet ’Game of Thrones’ som den hævngerrige krigerpige Arya Stark.
I den nye tv-serie ’Two Weeks to Live’ på seks afsnit dukker den nuttede og dødsensfarlige Williams op på en landevejscafé i det grå, nordlige England. Hun er typecastet som prepperen Kim, der er vokset op afskåret fra verden i en hytte i skoven med moren (Sian Clifford), og som nu er flygtet og står på egne ben for første gang.
Med sig har Kim en æske med farens aske, en liste over ting, hun vil gøre i den virkelige verden og en firhjulstrækker fyldt med den slags udstyr, som deltagere i ’Alene i Vildmarken’ drømmer våde drømme om.
Hun møder hurtigt to fyre på en bar og tager med dem hjem. De bilder den verdensfjerne kvinde ind, at verden er ved at gå under ved at fabrikere en falsk nyhedsudsendelse. Formålet er at få hende til at gå i seng med den ene af brødrene (1980’erne har ringet, de vil have deres misogyne jokes tilbage).
Seriens titel skuffer med andre ord. Jeg havde håbet på at se verden gå under.
Hurtigt er Williams ude af døren for at få hævn over sin fars morder. Har hele verden 14 dage tilbage at leve i, kan det kun gå for langsomt med at få slået folk ihjel, forstår man.
Her følger en af seriens mere vellykkede scener, hvor den lille Williams banker en dobbelt så høj gangsterboss efter på morsom vis at have aftalt en nævekamp til døden. Kemien mellem Maisie Williams og Sean Pitwee er stærk nok til, at den får hjernebarken til at gløde og den logiske sans til at svinde.
Revolverreplikkerne skjuler desværre langt fra de sløvt konstruerede scener, som når Williams slæber den lammetævede Pitwee op på anden sal, smider ham i sengen og siger »du ligger, som du har redt«, hvortil Pitwee svarer: »Slæbte du mig hele vejen op på anden sal for at sige det?«
Den slags meta-vittigheder findes der mindst to af i hvert af de seks afsnit (90erne har ringet, de vil have deres postmoderne ironi tilbage).
Når serien er bedst, leder veloplagte svinere og digressioner tankerne hen mod den britiske instruktør Guy Ritchies ’Snatch’, men mest af alt skuffer ’Two Weeks to Live’, fordi det ikke lykkes serieskaber Gaby Hull at fortælle en vedkommende historie.
Et par suspekte betjente kommer på sporet af Kim, der nu selv er morder. Det samme gør moren og de to gutter fra baren, som slår sig sammen med Kim for at slippe fra politiet (selvom de kun jages, når de er sammen med hende). Til sidst er der en skudveksling ude i hytten i skoven og nogle følelsesmæssige tråde, der sjusket og halvhjertet flettes sammen.
Som Kim sludrer Williams charmerende og ville formodentlig også have været morsom, hvis flere af seriens jokes havde været det. ’Two Weeks to Live’ virker på én og samme tid overgjort og halvfærdig. Karaktererne er flade, men de er til gengæld evigt plaprende og afbrydende, vittighedsfortællende og meta-kommenterende.
Særligt kunstigt bliver det, når Williams og den notorisk overspillende og kejtede Mawaan Rizwan udvikler en romance (ham, der løj for hende om, at verden skulle gå under, så han kunne snyde hende til sex, du ved). Deres kemien føles som noget, der er opstået i en petriskål frem for et par trusser.
Til min overraskelse føles sex med Williams stadig en smule forkert, for som det ofte er med børneskuespillere i franchises, har jeg svært ved at adskille Williams og Arya fra hinanden.
Man glemmer aldrig, at man ser på hende-der-engang-var-Arya. Dertil finder hun ikke nok spændvidde og dybde i Kim. Bedre bliver det ikke af, at Williams er typecastet til rollen som voldsparat drengepige.
’Two Weeks to Live’ er ikke katapulten, der slynger Williams ud af Arya-kappen.
Kort sagt:
I ‘Two Weeks to Live’ flyver replikkerne og cirkelsparkene desværre aldrig hurtigt nok til, at man glemmer, at serien har mistet kontrollen over sit ulogiske plot og opkørte skuespil.