’Ustyrligt’: Wulffmorgenthalers nye DR-serie er både virkelig plat og virkelig genial
Imens jeg så ’Ustyrligt’, Mikael Wulff og Anders Morgenthalers nye serie hos DR, kom jeg til at tænke på en klassiker fra min barndom: Anders Matthesens ’Hva’ snakker du om? Den ka’ byttes vol. 1’.
For ligesom Andens platinsælgende underholdnings-cd (et overordentligt uddødt format i dagens mediebillede) kaster ’Ustyrligt’ et hav af skiftevis virkelig geniale og virkelig platte sketches mod publikum. Og det sker i så højt et tempo, at det ikke gør forfærdeligt meget, når flere sketches rammer ved siden af – for straks er man videre til næste indslag.
’Ustyrligt’ består af en masse korte scener, der tone- og stilmæssigt er animerede udgaver af komikduoens ikoniske ’Wulffmorgenthaler’-striber. De korte indslag blandes med en række længere sketches, og det skaber fin dynamik i sammensætningen, når nogle gags er ultrakorte, mens andre køres helt ud.
Det er så bare ærgerligt, når det nogle steder er de mindre sjove jokes, som får lov at køre i langdrag. For eksempel bliver en stakkels fyr kaldt en egoist af sine naboer, fordi han ikke vil blande sig i deres private sager. Sketchen har ikke nogen egentlig punchline, men fortsætter i stedet ud i en lille sang, der gentager naboernes hidtidige tilsvininger i stedet for at tage præmissen et nyt sted hen.
Andre steder er den absurde og til tider morbide humor i ’Ustyrligt’ rigtigt underholdende. Blandt mine favoritter er en mand, der ad flere omgange klipper tånegle på sin terrasse. Hver gang flyver hans afklippede negle væk i sådan en dødbringende fart, at nogen i villakvarteret kommer til skade.
I en af de mest udbyggede (og heraf sjoveste) sketches følger vi andetsteds en gruppe sokkers flugtaktion. Et lille stykke actionfilm med militærhelikopter og passionsfyldt romance udspiller sig således blandt sokkerne, mens deres ejermand står i sit soveværelse og undrer sig højlydt over, hvor de satans sokker nu igen er forsvundet hen.
Begge sketches udmærker sig ved at tage velkendte, småtrælse hverdagssituationer til ekstreme højder.
Skæve betragtninger om dagligdagen får man også i seriens sideløbende, ikke-animerede scener. Mellem sketchene sidder Mikael Wulff og Anders Morgenthaler nemlig og snakker om al den absurditet, vi omgives af. Imens kan man se, at Morgenthaler skribler på en tegneblok. På den måde får vi et lille indblik i duoens kreative proces.
Nu ved jeg jo ikke, hvordan Wulff og Morgenthaler plejer at arbejde, men det virker en kende opstillet, at samtalerne finder sted på en diner (med dertilhørende baggrundsstøj, som jeg mistænker for at være blevet sat ind i bagefter) i stedet for på et kontor, på en tegnestue eller hjemme hos en af dem.
Om settingen så er helt autentisk eller ej, er det i hvert fald hyggeligt at følge de karismatiske fyre, der forsøger at få hinanden til at grine med aparte påfund – især når Wulff læser hjemmelavede jokes op, som Morgenthaler skal bruge lidt for lang tid på at forstå. Det giver samtidig sketchene et ekstra lag, når man kan spore forfatternes samtale forinden i dem.
Egentlig ville jeg gerne have haft, at denne proces var blevet dokumenteret mere detaljeret i ’Ustyrligt’, der i så fald havde føltes lidt mere nytænkende. Seriens korte afsnit vil imidlertid stadig behage alle dem, der hidtil har moret sig med Wulffmorgenthalers striber på nettet, bag på Politiken eller i en dagskalender.
Kort sagt:
Man hygger sig i selskab med Mikael Wulff og Anders Morgenthaler i komedieserien ’Ustyrligt’, som kaster både virkelig geniale og virkelig platte sketches mod sit publikum.